Bondens Marked og folkemiddag i weekenden
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/04/bondens_marked_gisselfeld.jpg)
Gisselfeld: Det traditionelle gastronomiske sommermarked på Gisselfeld finder sted i den kommende weekend
Bondens Markeds traditionelle sommermarked finder sted lørdag den 21. og 22. juni på Gisselfeld Kloster. Mellem 50 og 60 stadeholdere disker i vanlig stil op med deres lokalt producerede fødevarer og kunsthåndværk og de er alle klar til at fortælle om produkterne, og uddele lækre smagsprøver.
Læs også: Nedtællingen er startet til Bondens Marked
Udover det traditionelle madmarked er der flere nyheder i år.
Lørdag inviterer Bondens Marked til en overdådig folkemiddag. Maden tilberedes af to autodidakte kokke og madentusiaster, Solfinn Danielsen og Esben Grundtvig, der kalder sig Rødder. De deler en kompromisløs passion for ærlig mad fremstillet af lokale råvarer. De lover at servere et solidt måltid, tilberedt med kærlighed, af de bedste økologiske og biodynamiske grøntsager og finde det lækreste kød til grillen, alt sammen i tæt samarbejde med små producenter og landbrug.
Læs også: Realdania støtter Folkemiddag på Gisselfeld
Under middagen vil arkæolog Mogens Vedsø og historiker Susanne Eliasen fortælle om Gisselfelds dramatiske historie, der har inspireret kunstnere lige fra Thorvaldsen til H.C. Andersen.
Musikken bliver leveret af den anmelderroste kvartet Svøbsk, der spiller folkemusik med et nutidigt tvist.
Man kan stadig nå at købe billetter til folkemiddagen på billetto.dk. Det koster 350 kroner inklusive entre til Bondens Marked. Middagen serveres ved langborde.
En anden af årets nyheder er at der begge dage er madskole for børn afholdt af Folkets Madhus. Her vil børnene lære råvarernes sæsoner at kende og få at vide hvor maden kommer fra.
Smagninger for de voksne ved Lone Landmand og Søren Sørøver var en stor succes sidste år. Lone Vitus og Søren Kvist, der står bag Vinhuset Kvist & Vitus, på Brandbygegaard ved Odder, stiller op igen for at lave smagninger for folket. Denne gang er de i gang hele dagen og involverer meget gerne gæsterne.
Hvis man kan lide godt brød, kan man vælge at gå på bageskole. Her vil Bettina Brønnum Lohse tage børn og barnlige sjæle ved hånden og lærer dem om mel, bagning og andet godt fra brødverdenen.
Til frokost kan man købe en lækker frokosttallerken, Bondens Tallerken tilberedt af markedets huskok Kim Mühlhahn, med masser af kærlighed for bøndernes råvarer. Eller man kan i lighed med tidligere år, vælge en burger af gedekød fra Rodegårdens Kødgeder
Og så kan man selvfølgelig også købe en god økologisk kop kaffe hos Just Coffee.
Se en liste over stadeholderne her
Bondens Marked afholdes lørdag den 21. og søndag den 22. juni, begge dage fra klokken 10 til 16 på Gisselfeld Kloster.
Kommentarer