Bondens Marked opretter filial i Kødbyen

Haslev: Bondens Marked opretter nu en filial i Kødbyen hvor de fem gang i år vil afholde marked, første gang bliver lørdag den 16. juni
Det er en meget gammel dansk tradition, med at bønderne drog til hovedstaden og solgte deres friske råvarer, som Bondens Marked nu genopliver, ved at oprette en filial i Kødbyen foran Øksnehallen på Vesterbro, få minutters gang fra Hovedbanegården.
Det bliver et marked, der kommer til at foregå på bøndernes og fødevarernes præmisser, så hensigten er, at bonden kommer med sine friske fødevarer af god kvalitet, sælger dem fra sin bil, cykel eller lignende og så pakker sammen og drager derfra igen.
Markedet vil foregå i rå, enkle rammer, udelukkende med fokus på fødevarer af egen produktion.
Rammerne på Vesterbro er ideelle, og der foregår i forvejen mange nye initiativer på fødevareområdet.
Jette Højholdt Mikkelsen, der er initiativtager til og arrangør af Bondens Marked på Gisselfeld Kloster, deltog sammen med sin mand og medarrangør, Lars Peter Nielsen, i vandreforestillingen Projekt Landbrug på Caféteatret i hele marts måned.
Her fandt de ud af at københavnere er meget interesserede i gode fødevarer, men mange har ikke bil, så de ved ikke hvordan de skal få fat i de friske råvarer. De ønsker nemlig at kunne se bonden i øjnene og vide, at det de køber er produceret under ordentlige forhold. Historien bag produktionen er vigtig.
På Bondens Marked i Kødbyen vil forbrugerne kunne få en god dialog med bønderne og kunne indgå et samarbejde til fælles gavn og nytte. Det samme gælder restaurationerne og andre professionelle, som vil kunne handle direkte med bonden selv, for friskere varer vil næppe kunne opdrives.
Det løser samtidig et distributions- og transportproblem som mange små og mellemstore producenter lider under. Transport i Danmark er dyr, når man skal fragte små mængder.
Det første Bondens Marked i Kødbyen bliver den 16. juni fra kl. 10 – 17, og initiativtagerne håber at se mange producenter/landmænd.
De næste markeder bliver den 7. juli, 28. juli, 18. august og 8. december. Der vil være forskellige temaer under markederne. Første marked sætter fokus på asparges. Prisen for en stadeplads afspejler de mere primitive rammer.
Kommentarer