Faxe Ladeplads

Book gæsteplads med din smartphone

Arkivfoto

Faxe Ladeplads: Nu kan lystsejlere snart foretage en onlinebooking via smartphone af gæstepladserne i Faxe Ladeplads Lystbådehavn

Bestyrelsen for Faxe Ladeplads Lystbådehavn besluttede i december, at styrke havnens markedsføring med et nyt markedsføringstiltag som interesseorganisationen Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) står bag. Udover en kraftig markedsføringsindsats omfatter systemet også mulighed for, at gæstesejlere kan foretage pladsbooking fra båden på vandet, som noget helt nyt.

– Der skal nytænkning til i konkurrencen om sejlerne på havet, som der i disse år er færre af end tidligere, siger Faxe Ladeplads Lystbådehavns formand Flemming Juel til Sjællandske, om den nye mulighed for at booke en bådplads fra havet.

– Det vil styrke markedsføringen af lystbådehavnen betydeligt. Firmaet der har udviklet systemet MarinaBooking, CompuSoft A/S, er i forvejen godt inde på Campingmarkedet, hvor systemet har fungeret i en årrække. Booking af en havneplads ligner meget booking af en campingplads, derfor har interesseorganisationen FLID på vegne af 182 tilsluttede Lystbådehavne indledt samarbejdet med CompuSoft A/S om at løse opgaven, siger lystbådehavnens formand Flemming Juel, der også sidder i bestyrelsen for Foreningen af Lystbådehavne i Danmark.

– Markedsføringen vil ske i tæt samarbejde med turistforeningen i Faxe Kommune, der vil være behjælpelig med udarbejdelse af markedsføringsdelen, links til hjemmesiden og orientering om, hvad der aktuelt sker i området, siger Flemming Juel til Sjællandske og tilføjer;

– Bookingdelen kan udvikles til ikke bare at være en plads i havnen, men også bestilling af forskellige serviceydelser i forbindelse med opholdet i havnen, fx bordbestilling på restauranten, motorservice, bestilling af plads ved mastekranen.

Kommentarer