Borgere løber lokale udviklingsprojekter i gang
Faxe: For andet år i træk ruller dialogprojektet ud i hele kommunen med otte borgermøder. Denne gang med konkrete udviklingsstrategier, som engagerede lokale borgere har bidraget til.
At styrke dialogen mellem borgere, politikere og forvaltningen var målet, da Faxe Kommune i efteråret 2015 søsatte et helt nyt koncept for borgerinddragelse med dialogprojektet ‘På Forkant i Faxe Kommune’. Og det viste sig at en kommune og dens borgere kan sagtens skabe udvikling sammen.
Siden sidste års borgermøder har en gruppe af ildsjæle i hver deres lokalområde samarbejdet med Faxe Kommune og konsulenterne fra 2+1 om unikke udviklingsstrategier for syv byområder og én udviklingsstrategi for landområderne.
I perioden fra mandag den 24. oktober og frem til tirsdag den 6. december bliver udviklingsstrategierne præsenteret på otte borgermøder. Her vil borgere fra lokalområderne selv præsentere udviklingsstrategiernes indhold – både de helt konkrete projektforslag og de mere langsigtede tanker for deres lokalområder frem mod 2030.
Ud over at høre om de specifikke udviklingsstrategier er alle velkommen til møde op for at kommentere, debattere og bidrage med nye idéer, som kan supplere strategierne.
Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen, er begejstret over, at rigtig mange borgere rundt om i kommunen har taget opgaven på sig, og at så mange har vist, at de ønsker at være medansvarlige for udviklingen.
– Det er helt i tråd med byrådets ønske om, at borgerne og Faxe Kommune samarbejder om fremtidens kommune. Det vi har set gennem det seneste år viser ansvar og lokalt engagement. Jeg ser det samtidig som udtryk for en forståelse af, at et samarbejde er nødvendigt, for byrådet og kommunen kan ikke altid vide og forudse, hvad der er det helt rigtige at sætte i gang i alle områder af kommunen, siger Knud Erik Hansen og tilføjer:
– Engagementet og idérigdommen har været stor, og hvis de involverede borgerne mener, at et projekt kan lade sig gøre, og der ikke er hindringer i forhold til lovgivning eller lokalplaner og lignende, så er det bare at gå i gang, så borgernes projekter kan blive til noget.”
Faxe Kommune har øremærket en pulje på 500.000 kroner til dialogprojektet, som borgerne kan søge til at realisere deres ideer og projekter.
Der vil også blive afsat 500.000 kroner til puljen i de kommende år, som borgerne fortsat kan søge.
Der er ansøgningsfrist for næste runde den 6. november 2016, og der er stadig cirka 250.000 kroner tilbage i år.
Dialogprojektet På Forkant er støttet af Realdania, Erhvervsstyrelsen og Kommunernes Landsforening.
Man kan læse mere om Dialogprojektet på Faxe Kommunes hjemmeside.
Møderækken
Mandag den 24. oktober klokken 18.30-21.30 Midtskolens afd. Møllevang Lokale 117, gl. storrum i afsnit G, Eskilstrupvej 3, Kongsted, 4683 Rønnede
Tirsdag den 25. oktober klokken 18.30-21.30 Teestrup Forsamlingshus, Teestrup Bygade 12, Teestrup, 4690 Haslev
Torsdag den 27. oktober klokken 18.30-21.30 Faxe Vandrerhjem, Østervej 4, 4640 Faxe.
Torsdag den 3. november klokken 18.30-21.30 Østskolens afd. Hylleholt, Fællesrum 2, Blok C, Dannebrogsvej 1, 4654 Faxe Ladeplads
Mandag den 14. november klokken 18.30-21.30 Kulturhuset Leopold, Bredgade 22, 4653 Karise.
Tirsdag den 15. november klokken 18.30-21.30 Terslev Sognegård, Terslev Bygade 27, Terslev, 4690 Haslev
Mandag den 21. november klokken 18.30-21.30 Vestskolens afd. Vibeeng, Lysholm Skolevej 10, 4690 Haslev.
Tirsdag den 6. december klokken 18.30-21.30 Dalby Forsamlingshus, Karisevej 66, Dalby, 4690 Haslev
Kommentarer