Borgere på Sydsjælland blev snydt for hospicepladser

Faxe Kommune: Lunkent forlig i Region Sjælland tilsidesætter alle faglige hensyn og snyder de sydsjællandske borgere for et lokalt hospicetilbud
Et flertal i Region Sjælland indgik torsdag den 3. maj 2012 en politisk aftale om placering af seks nye hospicepladser. Fire pladser gik til Hospice Sjælland i Roskilde og to pladser til Hospice Svanevig på Lolland. Dermed går regionsrådet imod administrationens indstilling om at placere alle seks pladser på Faxe Sundhedscenter.
– Det er en særdeles skuffende og højst overraskende politisk aftale, fastslår borgmester Knud Erik Hansen i Faxe Kommune og fortsætter:
– Et flertal af regionens politikere har valgt at tilsidesætte alle faglige vurderinger og i stedet indgå et lunkent forlig, der placerer de ekstra pladser, hvor der i forvejen er hospicepladser. Det skaber ikke en bedre geografisk dækning og for borgerne i den sydøstlige del af Sjælland, vil afstanden fortsat være så lang, at et hospice for mange ikke er et reelt alternativ. Det er derfor dybt utilfredsstillende, at man ved at placere de fire ekstra pladser i Roskilde hellere vil tilgodese borgerne fra hovedstadsområdet end regionens egne borgere på Sydsjælland.
Han tilføjer, at sagen har haft et særdeles uskønt forløb:
– Spørgsmålet har været behandlet i regionsrådet flere gange og hver gang har der fra administrationens side været en klokkeklar anbefaling om at placere de seks nye pladser på Faxe Sundhedscenter. Regionens administration har slået fast, at et hospice i Faxe kan opnå en sundhedsfaglig bæredygtighed og vil få en økonomi der er lige så god, som i den løsning, der nu er valgt. Desuden har Sundhedsstyrelsen oplyst, at der intet er til hinder for at etablere et hospice med kun seks pladser. Det er derfor helt uhørt, at man fra politisk side har valgt en anden model og jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt vi kan regne med Region Sjælland som en seriøs samarbejdspartner på sundhedsområdet fremover.
Kommentarer