Borgermøde om strategi for Haslev Seminarium
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/03/haslev_seminarium.jpg)
Haslev: Efter tre år med tomme bygninger er der nu en strategi for, hvad der kan ske med det tidligere Haslev Seminarium
Faxe Kommune inviterer alle interesserede til et møde torsdag den 20. juni klokken 16.00 på rådhuset i Haslev. Her vil strategien blive fremlagt, og det vil være muligt at stille spørgsmål – og komme med gode ideer, der både skaber liv og som samlet set kan bidrage til en fornuftig økonomi.
Det er Faxe Kommune, Realdania og ejerne af bygningerne, University College Sjælland, som sammen har lavet et såkaldt strateginotat. Det arbejde er nu afsluttet, og nu får borgerne i kommunen lov til at give deres besyv med.
Strategien beskriver fire forskellige scenarier for, hvad der kan ske med bygningerne. Den mest realistiske og mest sandsynlige løsning er ifølge strateginotatet, at Faxe Kommune køber flere af bygningerne: Idrætshallen, teaterbygningen og to barakker. De to barakker lejer kommunen allerede nu. Dermed bliver der en mindre og mere overskuelig del tilbage for en privat investor at købe.
– Vores arbejde med seminariet har vist, at også fagfolk fra resten af landet ser en masse muligheder i det smukke bygningskompleks. Vi har også løbende fået henvendelser fra både private og erhvervsdrivende, der har ideer til, hvad seminariet kan bruges til. Indtil videre er mange ideer strandet på økonomien, men strateginotatet peger på flere modeller for, hvordan det kan løses, fortæller formanden for Erhvervs- og Kulturudvalget Martin Hillerup.
Hovedkonklusionen er, at der hurtigst muligt skal mennesker og aktivitet ind og bruge de gode faciliteter. Det vil kun øge interessen blandt potentielle købere og andre, der kunne se sig selv som en del af seminariet.
– Vi har haft et godt samarbejde om at lave strategien. Nu håber vi, at alle vil følge det gode arbejde op med handling, så vi kan komme i gang med at få bygningerne i brug igen, lyder opfordringen fra borgmester Knud Erik Hansen.
Borgermøder foregår torsdag den 20. juni klokken 16.00 på rådhuset i Haslev.
Kommentarer