Borgermøde i Everdrup om den kommende gasledning
Beboerne i Tappernøjeområdet udtrykker stor utryghed og utilfredshed med projekt Baltic Pipe. Især er der utryghed ved, at der tæt på Tågeskov skal være en kæmpe kompressorstation.
Næstved Kommune indkalder til borgermøde om den kommende gasledning, der bl.a. skal krydse kommunen. Mødet afholdes søndag den 21. januar kl. 11 på adressen Nyvej 4 i Everdrup, men allerede inden borgermødet udtrykker beboerne i Tappernøjeområdet stor utryghed og utilfredshed med projektet. Det skriver Sjællandske.
Energinet, der står bag milliard-projektet, har udset sig fåreavler Richard Andersens jorde ved Sydmotorvejen i Næstved Kommune som de bedst egnede til kompressorstationen. Landmanden er blevet informeret om, at hvis gasledningen Baltic Pipe bliver til noget, vil hans hjem og livsværk Frisergården, lige nord for Everdrup og Tågeskovvej, blive eksproprieret i 2020.
Derfra kommer gasledningen til at gå tæt forbi Stavnstrup, Leestrup, Vindbyholt, Roholte og Store Elmue og fortsætte ud i Østersøen mellem Feddet og Strandegård Dyrehave. Hvor gasledningen går i land skal der anlægges en linjeventilstation, der vil optage et areal på omkring 1500 kvadratmeter.
Kompressorstationen skal el-forsynes fra transformerstationer ved Blangslev, Fensmark og Haslev. Det betyder at der skal nedgraves strømkabler fra Haslev til kompressorstationen ved Everdrup.
Læs også: Hvad er de lokale lodsejeres holdning til ny gasledning igennem kommunen?
I Tappernøjeområdet er planerne om en gasledning, der skal føre norsk gas tværs over Danmark til Polen, modtaget med forundring. Derfor har Lokalrådet for Tappernøje, Snesere og Everdrup Sogne og Everdrup Bylaug hurtigt besluttet at holde borgermøde på søndag.
– Jeg ved slet ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Der er stor utryghed og vrede for vi ved jo ingenting, siger Charlotte Roest (S), der for nylig blev valgt til Byrådet.
Formand for lokalrådet, Rolf Voetmann, siger til Sjællandske, at der er kommet mange henvendelser fra beboere i området.
– De svinger fra utilfredshed til stærk utryghed, siger han.
Dertil kommer Næstved Kommunes lukkethed om Baltic Pipe og en høringsfrist, der i den første idéfase føles som ganske kort.
Efter borgermødet vil lokalrådet samle indtrykkene og indsende et høringssvar.
Der er frist for høringssvar på mandag, den 22. januar.
Kommentarer