Borgerne i Terslev vil gerne have en ny hal
Terslev: Til dialogmødet i Terslev Sognehus tirsdag aften blev ønsket om en ny sportshal nævnt flere gange. Borgerne savner et sted, hvor de kan mødes og snakke med hinanden.
Borgerne i Terslev vil meget gerne have en ny hal, hvor der er plads til aktiviteter, fester og andet, da de mangler et sted at mødes og snakke. I øjeblikket ser de fleste kun hurtigt hinanden, når de handler i DagligBrugsen, skriver Sjællandske.
– Men det skal holdes åbent og drives, vi søger fonde og vil gerne være medejere af det. Vi er startet i det små med bankospil. Folk vil gerne have en ungdomsklub, men der skal nogle flere til. Vi kan ikke løfte det alene, vi mangler noget opbakning, sagde Marianne Skog fra borgerforeningen til dialogmødet.
Jens Andersen fra Terslev Gymnastik og Idrætsforening tilføjede til mødet, at hvis de havde fået tre millioner kroner af Faxe Kommune til den hal, de fik tegnet tilbage i 2013, ville det kunne lade sig gøre at søge de resterende fem til syv millioner kroner ved fonde, og så ville mange tiltag kunne lade sig gøre.
Kommentarer