Borgmesteren blev næstformand i KKR
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/02/knud_erik_hansen-feb2012.jpg)
Faxe Kommune: Knud Erik Hansen er blevet næstformand i kommunekontaktrådet KKR
Mandag blev der holdt konstituerende møde i kommunekontaktrådet KKR Sjælland. Venstres borgmester i Solrød, Niels Hörup, der er den tidligere næstformand, er blevet valgt til formand for det kommunale samarbejde mellem de 17 kommuner i Region Sjælland.
Det kommunale samarbejde har blandt andet betydet, at kommunerne i Region Sjælland de seneste år i stigende grad har formået at tale med én stemme om regionalpolitiske emner.
Som næstformand blev valgt Faxe Kommunes borgmester Knud Erik Hansen (S).
– Kommunerne på Sjælland har en stor udfordring med at skabe vækst og arbejdspladser ligesom Sundhedsområdet fylder mere og mere i kommunerne. Vi skal i den kommende periode blive endnu bedre til at få inddraget kommunalbestyrelsesmedlemmerne i de 17 kommuner, så løsningerne kan virke lokalt, udtaler Knud Erik Hansen til kl.dk.
Kommunalbestyrelsen i Faxe Kommune er desuden repræsenteret af Borgerlistens René Tuekær og Venstres Dorte Nybjerg.
KKR varetager kommunernes interesser på de regionale områder. Her arbejder KKR for at give den enkelte kommunalbestyrelse de bedst mulige rammer og betingelser for effektivt at levere service til borgerne.
KKR består af alle borgmestrene i regionen og et antal kommunalbestyrelsesmedlemmer, så sammensætningen afspejler stemmefordelingen ved kommunalvalget.
Kilde: kl.dk
Kommentarer