Haslev

Borgmesteren har besøgt EU i Bruxelles

Faxe Kommune: Borgmester Knud Erik Hansen har sammen med otte andre borgmestre, været to dage i Bruxelles

Ni borgmestre fra Sjælland var tirsdag og onsdag på besøg i Bruxelles for at få indblik og indflydelse på omstillingen af Europa til en bæredygtig økonomi. Turen var arrangeret af Kommunekontaktråd (KKR) Sjælland.

Højdepunktet var et møde med EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard.

– Den største oplevelse var mødet med Connie Hedegaard, hvor vi fik mulighed for at få – om ikke indflydelse – så at få præsenteret det, som vi sidder med i kommunerne, fortæller Knud Erik Hansen, borgmester i Faxe Kommune til zealanddenmark.eu.

-Det er demokrati, når det er bedst, siger han.

Borgmestrene havde desuden møder med Kommunernes Landsforening’s EU-kontor, EU-Kommissionens regionaludviklingsafdeling og ambassadør Poul Skytte Christoffersen, ZealandDenmark EU Office. Borgmestrene fik også informationer om en aktuel ansøgningsrunde under støtteprogrammet Intelligent Energy Europe.

Der bliver flere penge til klima og energi i EU’s budgetramme for 2014-2020, der forventes vedtaget senere i år.

– Det giver mulighed for at lave projekter i Danmark, for vi er jo langt fremme på begge områder, siger Søren Kjærsgaard, borgmester i Holbæk.

– Det var meget informativt. Jeg blev orienteret om retningen for samarbejdet mellem kommunerne og EU, udtaler Lis Tribler, borgmester i Slagelse (V).

– For EU er det en hovedprioritet at fremme alternativ energi på transportområdet og til opvarmning, og så kan vi lige så godt indrette os på en måde, så vi tilfredsstiller kravene i bedst muligt omfang, så vi fremstiller et anlæg med den bedst mulige effektivitet,” siger Niels Ulrich Hermansen, borgmester i Ringsted (V),

– Det er godt at huske på vigtigheden af EU, at det betyder noget for lille Danmark, hvad der bliver besluttet her,” siger Carsten Rasmussen, borgmester i Næstved.

Niels Hörup, borgmester i Solrød og næstformand i KKR udtalte:

– Selv om det er lokalpolitik og det regionale, vi samarbejder om, så er det også vigtigt, at vi forstår, hvordan det passer ind i en europæisk sammenhæng. På et gennemsnitligt møde i en kommunalbestyrelse eller byråd er cirka 60 procent af dagsordenen påvirket af EU,”

Han har tre gange tidligere været i Bruxelles som borgmester og er blevet klogere på, hvordan kommunerne skal agere for at få deres interesser igennem i EU-systemet. Han har dog en advarsel:

– Samtidig med at være foregangsland, så overimplementerer vi EU’s regler. Hvis det betyder, at vi mister forretningsmuligheder og arbejdspladser i Danmark, så skal vi tænke over det. Det skal vi som lokalpolitikere være bedre til at ruske op i de nationale politikere, siger Niels Hörup, der også mener, at EU bør have fokus på udvikling af energi, sundhedsinnovation, uddannelse og vækst og beskæftigelse.

Deltagende borgmestre var:

  • Knud Erik Hansen, Borgmester i Faxe Kommune (Socialdemokraterne)
  • John Brædder, Borgmester i Guldborgsund Kommune (Nyt Guldborgsund)
  • Søren Kjærsgaard, Borgmester i Holbæk Kommune (Venstre)
  • Stig Vestergaard, Borgmester i Lolland Kommune (Socialdemokraterne)
  • Carsten Rasmussen, Borgmester i Næstved Kommune (Socialdemokraterne)
  • Niels Ulrich Hermansen, Borgmester i Ringsted Kommune (Venstre)
  • Lis Tribler, Borgmester i Slagelse Kommune (Socialdemokraterne)
  • Niels Hörup, Borgmester i Solrød Kommune (Venstre), næstformand i KKR
  • Henrik Holmer, Borgmester i Vordingborg Kommune (Socialdemokraterne), formand i KKR

Kommentarer