Borgmesteren: Kommunen giver ikke gyldne håndtryk
Efter at det i fredags kom frem at Faxe Kommune har udbetalt mere end 5,8 millioner kroner i såkaldt gyldne håndtryk, har borgmesteren stillet spørgsmål tegn ved om man kan kalde fratrædelsesordninger for gyldne håndtryk.
Ifølge TV2 Nyhederne, der har søgt aktindsigt i, hvor meget kommunerne har betalt i gyldne håndtryk til fyrede topchefer, samt hvad chefernes løn har været i opsigelsesperioden, har Faxe Kommune udbetalt 5,8 millioner kroner siden 2014.
Men ifølge borgmester Knud Erik er der ikke tale om gyldne håndtryk. Ifølge ham er der tale om en fratrædelsesgodtgørelse, hvis man bliver man afskediget i utide.
– Vi giver ingen gyldne håndtryk her, siger Knud Erik Hansen til TV Øst. Ifølge borgmesteren så er det klart at det koster noget at reducere fire chefstillinger til én.
– Det, vi gør, når vi afskediger én er, at følge overenskomsten. Det kan vi jo ikke slippe for, det ligger der en aftale om overenskomstmæssigt, siger han til TV Øst og bekræfter samtidigt at de 5,8 millioner kroner er godtgørelse til en opsagt chef.
– Det er nogle gunstige aftaler, der er på direktør- og chefniveauer. Og man kan da sagtens diskutere om de er for gunstige. Det er jeg slet ikke uenig i. Vi følger bare reglerne, siger borgmesteren.
– Man skal altid spørge sig selv, om der er tale om en fair aflønning og nogle fair fratrædelsesrammer. Selvfølgelig skal man det. Men jeg vil sige, at vi først for nyligt har set, at offentlige topchefer begynder at komme i nærheden af, hvad man tjener i en privat virksomhed, siger Klaus Klaudi Klausen, der er professor på Syddansk Universitet til TV Øst.
Knud Erik Hansen tror ikke, at kommunerne kan slippe for at betale godtgørelse til opsagte chefer.
– Vi lever i et land, hvor der er sikkerhed i ansættelsen. Der vil altid være en opsigelsesperiode og jeg tror heller ikke, at man kan undgå en godtgørelse. Spørgsmålet er, om de er for store. Det må man da tage en dialog om, siger Knud Erik Hansen og han afslutter:
– Jeg synes selv, at de er for store i nogle sammenhænge.
Kommentarer