Borgmesteren slår alarm efter sidste plads i EU rapport
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/02/knud_erik_hansen-feb2012.jpg)
Faxe Kommune: Borgmester Knud Erik Hansen (S) kalder ny rapport fra EU for et “wake up call”.
Region Sjælland ligger som den eneste dansk region under EU-gennemsnittet når man ser på bruttonationalprodukt – BNP per indbygger. Derfor foreslår Faxe Kommunes borgmester Knud Erik Hansen (Soc.dem) ifølge dr.dk at egnsudviklingstøtten genindføres.
Rapporten viser at bruttonationalproduktet – BNP per indbygger i Region Sjælland ligger på 88 procent af EU-gennemsnittet. Det betyder at vores region ligger lavest i Danmark samt at regionen ligger helt nede på plads nummer 146 ud af EU’s 273 regioner, det vil sige lavere end for eksempel Korsika, Dresden og Umbrien.
Læs også: Region Sjælland halter økonomisk langt bagefter
– Det er chokerende oplysninger, vi får i en ny rapport fra EU, siger borgmester Knud Erik Hansen (S) til dr.dk. Han mener, at tallene tydeligt viser at der er alt for få arbejdspladser på Sjælland og Lolland-Falster. Og han fortsætter:
– Det er et wake up-call, og det viser, at det er nødvendigt at flytte statslige arbejdspladser til regionen. Måske skulle man genindføre den såkaldte egnsudviklingsstøtte til virksomheder, der flytter ud fra København.
Læs også: Skal statslige arbejdspladser flyttes til Haslev?
Venstre ønsker ikke at støtte private virksomheder
Men Venstres finansordfører Jacob Jensen (V) mener ikke at statsstøtte til private virksomheder er vejen frem. Han vil hellere skabe bedre infrastruktur og bredbåndsdækning i hele regionen.
– Jeg ser hellere, at man giver bedre betingelser for, at virksomhederne flytter herud af egen fri vilje, uden at der kommer penge direkte i ryggen på dem, siger Jacob Jensen (V) til dr.dk.
Kommentarer