Haslev

Borgmesteren svarer Kristian Husum

Læserbrev: Faxe Kommune har en fornuftig økonomi – langt fra luksusfælden!

Kristian Husum påstår i et læserbrev, at Faxe Kommune er fanget i luksusfælden; at vi stifter gæld til forbrug, investerer forkert og har en dårlig økonomistyring. Det er ikke rigtigt!

1. Faxe Kommune låner ikke til forbrug og daglig drift. De lån vi har optaget, bliver brugt til anlægsinvesteringer; f.eks. i den nye Vibeengskole, nye handicap- og plejeboliger, og til energirenoveringer af kommunens ejendomme. Det er fornuftige investeringer, der samtidig er med til at skabe aktivitet i en presset bygge- og anlægssektor.

2. Faxe Kommune har valgt at satse på uddannelse, erhverv, og sundhed. Det er derfor, at vi investerer i en ny folkeskole og et uddannelsescampus i Haslev, så vi kan sikre, at flere unge får en uddannelse. Det er også derfor, at vi investerer i jord til ECO-park Rønnede, så vi kan skabe en erhvervsudvikling, som vi kan leve af i fremtiden. Og det er derfor, at vi investerer i et sundhedscenter i Faxe, hvor rigtig mange sundhedsaktører nu er klar til at rykke ind. I øvrigt er bygningerne ikke faldefærdige, og vi har fået 25 mill. kr. fra staten til renovering!

3. Faxe Kommune er ikke præget af dårlig økonomistyring. I 2011 havde kommunen et overskud (mindreforbrug) på 42,4 mill. kr. på drift af vores serviceområder, og i 2012 viser den seneste budgetopfølgning et forventet mindreforbrug på godt 20 mill. kr. Kommunens likviditet (regnet ud på 12 måneder) var pr. 31. maj 2012; 146,6 mill. kr. Det er det højeste siden kommunesammenlægningen. Det kan man vist ikke kalde dårlig økonomistyring!

Med venlig hilsen og god sommer

Knud Erik Hansen

Borgmester

Kommentarer