Dalby

Borgmesteren: Vi har nogle gode muligheder nu

knud_erik_hansen

Dalby: Borgmester Knud Erik Hansen talte tirsdag aften ved Dalby Brugsforenings generalforsamling.

Tirsdag den 14. april talte borgmester Knud Erik Hansen om ”Dalby en forstad i Faxe Kommune”, ved Dalby Brugsforenings generalforsamling. Der var ros til både den meget aktive brugsforening og de mange frivillige, som gør en indsats for lokalområdet.

– I kan godt være stolte af jeres forretning og jeres brugsforening. Den er en aktiv medspiller, når det handler om udvikling i lokalsamfundet, og i har med mod og arbejdsomhed arbejdet for en udvikling, som andre brugsforeninger godt kan lade sig inspirere af, sagde borgmester Knud Erik Hansen blandt andet ved generalforsamlingen, som cirka 100 medlemmer deltog i.

Han bemærkede under formand Jørgen-Anker Ipsens tale, at SuperBrugsen samarbejder med online-virksomheden Osuma, og at forretningen i samarbejde med Egeberg Købmandsgård leverer varer ud til visiterede borgere i Faxe Kommune og Næstved Kommune.

I det hele taget synes SuperBrugsen med de sammenlagt 44 ansatte at være nervecenter for byen med dens lange åbningstider, betjent slagterafdeling – og i øvrigt støtte til lokalsamfundet, som da Sebastian Klein for nylig lavede madpakker eleverne på Midtskolens afdeling Bavne.

Ildsjælene

Borgmesteren fremhævede nogle af de mange andre initiativer i Dalby for at understrege værdien af ildsjæles indsats for at gøre området godt at bo i.

Fællesspisning i Dalby Forsamlingshus, fællesspisning i håndboldklubben, sodavandsdiskotek, Dalbymarkedet og diverse idrætsaktiviteter.

Og så talte han om initiativet omkring oprettelsen af Dalby Borgerforening, som vil være en god sparingspartner, når kommunen i efteråret tager fat på dialog med aktører i landområderne og de mindre bysamfund. Det er en del af projektet ”Yderområder på forkant”, som sætter fokus på udvikling – og på det, som er helt unikt hvert enkelt sted.

– Den slags initiativer med foreninger som Dalby Borgerforening håber vi, der kommer flere af rundt omkring, sagde Knud Erik Hansen.

Fremtiden

Dalby har i sig selv fortsat potentiale for masser af tilflyttere, fordi der er ledige byggegrunde. Som eksempel nævnte Knud Erik Hansen, at Køge Universitetshospital kommer til at beskæftige 2400 flere end i dag, når hospitalet er færdigt til brug i 2021. Nogle af dem er jo oplagte at tænke som tilflyttere her.

Kommunen arbejder med en bosætningsstrategi i denne tid. I den forbindelse nævnte borgmesteren, at det er vigtigt at fremhæve det unikke ved hvert af bysamfundene, så der er tilbud til mange forskellige tilflyttere. Men at man fra Haslev kan komme til hovedbanegården på 38 minutter fra 2018, vil i sig selv betyde noget for Haslev by, vurderer Knud Erik Hansen.

Skolen

Der var ganske stor spørgelyst blandt flere af deltagerne. Især handlede flere indlæg om at værne om skolen i Dalby. Det er også vigtigt, når man taler tilflytning, bemærkede flere.

Borgmesteren kunne fortælle, at uddannelsesudvalget ganske snart er parat med en procesplan for evaluering af skolestrukturen i kommunen.

Han gav også deltagerne noget at tænke. Han udfordrede synspunktet, at en skole fra 0. til 6. klasse skulle være det samme som slet ikke at have en skole – mange mener nemlig, at det kun er en ”rigtig” skole, hvis den går helt op til 9. klasse.

Her opfordrede han alle – ikke bare i Dalby – til at gå aktivt ind i processen og give deres mening til kende senere på året.

Andre emner

En af mødedeltagerne opfordrede byrådet til fortsat at kæmpe for nordvendte ramper ved Ulsevej. Ikke mindst for at få den tunge lastbiltrafik ud af Haslev. Borgmesteren glæder sig i den forbindelse over, at ramperne er med i forundersøgelserne omkring rute 54 til Næstved.

Han kunne fortælle fritidsbrugere af kommunale faciliteter, at man arbejder på en nøglebrik-løsning, så tomme bygninger, fortrinsvis idrætsfaciliteter, kan bruges, når ingen andre bruger dem.

Og han fik med sig hjem, at den kommende Dalby Borgerforening måske vil foreslå genåbning af biblioteket, og at det så skal lægges sammen med skolebiblioteket. Her kunne en nøglebriks-løsning måske også komme påtale, lød det fra Dalby-borger, Arne Rohde.

joergen-anker_ipsen

Foto: Formanden for Dalby Brugsforening, Jørgen-Anker Ipsen.

Kommentarer