Haslev

Borgmesterens svar til Mette og Rasmus Willendrup

knud_erik_hansen-feb2012

Debat: Kære Mette og Rasmus Willendrup. Tak for jeres mail.

Indsendt af borgmester Knud Erik Hansen

Allerførst er det vigtigt at understrege, at der ikke er nogen politikere, der er forblændet af at spare penge på børne- og ungeområdet. Tværtimod er der netop ved at blive gennemført en udvidelse af åbningstider i daginstitutionerne.

Omvendt er det vigtigt, at vi politisk forholder os til ændringer i folkeskoleloven og faldende børnetal, selv om det har nogle konsekvenser. Folkeskolereformen har forøget timetallet for børnene, det har betydet at pasnings- og fritids timetallet i institutionerne er mindsket. Det sammenholdt med det faldende børnetal, gør det nødvendigt at se på den samlede kapacitet i forhold til pasnings – og fritidstilbud.

Det er altid trist at lukke velfungerende institutioner, som børn og forældre er glade for. Jeg vil dog understrege, at der fortsat vil være institutioner i Faxe Kommune, hvor der vil blive udført pædagogiske aktiviteter i stil med det, som I beskriver der udføres på Fritten på Sofiendalsvej.

Læs også: Debat: Åbent brev til borgmesteren

Vi har i Faxe Kommune nogle gode og velfungerende SFO tilbud, som på bedste måde formår at skabe nogle gode rammer for børnene, så undervisning, fritid og pasning bliver til en samlende helhed.

Det forholder sig således, at der de seneste par år har været en stigning af børn i Pastinakken SFO på Midtskolen afdeling Sofiendal, hvorimod der kan konstateres et faldende børnetal på Fritten på Sofiendalsvej.

Med hensyn til skoletandplejen, så forholder det sig således, at udbygning af de nuværende klinikker kun med meget store udgifter vil kunne leve op til de krav, der stilles fra Sundhedsstyrelsen, derfor er der valgt en faglig og bæredygtig løsning ved en samlet placering af Skoletandplejen på Faxe Sundhedscenter.

Transportproblemet vil blive løst ved, at skoleklasser samlet køres til undersøgelse på den nye tandklinik, og så er det rigtigt, at forældrene ved egentlige behandlinger skal deltage. Det tager 20 minutter i bil at køre fra Haslev til Faxe og 30 minutter i bus.

I øvrigt er det allerede i dag sådan, at specialbehandlinger som tandretning kun laves i Faxe, på den eksisterende tandklinik på Rolloskolen.

Kommentarer