Børn og ældre så dukketeater på Dalby Ældrecenter
Dalby: Dalby Ældrecenter havde besøg af 19 børn fra Dalby Børnehave i formiddags. De skulle se dukketeater sammen med de ældre
Onsdag den 26. februar om formiddagen havde Dalby Ældrecenter besøg af børn fra Dalby Børnehave.
19 dejlige børn kom sammen med deres pædagoger. De skulle se teater sammen med ældrecentrets beboere.
Det var Kjeld Hansen fra Slagelse, der kom med sit lille dukketeater. Det vakte stor glæde hos alle- både hos de ældre og de små. Der blev også tryllet, og det var helt utroligt, hvad tilskuerne kom ud for. Alle morede sig.
Kjeld Hansen rejser især rundt til børneklubber og kirker og optræder for små børn, men det var en stor oplevelse – også for ham – at spille for ældre. Det kan meget varmt anbefales til andre ældrecentre, at lave noget tilsvarende.
Efter forestillingen fik børnene saftevand og de ældre deres formiddagskaffe. En dejlig formiddag var slut.
Det næste arrangement, der er fælles for børnene og de ældre, er fastelavnsfesten den 12. marts, hvor børnene møder udklædte og hjælper de ældre med at slå katten af tønden. Det plejer at være rigtig sjovt. Det er også et formiddagsarrangement.
Allerede på tirsdag den 4. marts klokken 15.00 sker der dog noget igen. Da kommer Nanna Peyk og Hans Hermann og underholder beboerne med dejlig sang og musik.
Kommentarer