Brandfolk fra Faxe hjalp med voldsom brand ved Vordingborg
Faxe: Brandfolk fra Faxe blev natten til søndag tilkaldt for at hjælpe med en voldsom brand på en fasanfarm på Skallerupvej i Vordingborg.
Natten til søndag den 26. juni klokken 03:22 blev Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Vordingborg kaldt ud til en voldsom brand på en fasanfarm på Skallerupvej nord for Ørslev ved Vordingborg.
Da de lokale brandfolk nåede frem havde flammerne fat i førstesalen og de rekvirerede hjælp fra brandstationerne i både Præstø, Faxe og Næstved. De mange brandfolk fik hurtigt ilden under kontrol, men stuehuset udbrændte.
Branden antages ifølge politiet at være forårsaget af en fejl i elinstallationen. Tidligere lørdag var strømmen forsvundet, muligvis på grund af et lynnedslag, så en elektriker måtte trække et midlertidigt kabel uden om det ødelagte el-net, så der var strøm til varmelamper og rugemaskiner, i fasanfarmen, der har omkring 15.000 fasanæg og kyllinger. Det skriver Sjællandske.
Politiets undersøgelser skal mandag undersøge brandstedet.
Ingen personer kom til skade ved branden, der ikke direkte berørte fasanproduktionen.
Foto: Stig Gellert.
Kommentarer