Brasiliansk besøg i Haslev Rotary Klub

Haslev: Haslev Rotary Klub har henover sidste weekend haft besøg af et hold brasilianske ledere
Haslev Rotary Klub har i dagene 21.-25. september 2012 haft besøg af et såkaldt Group Study Exchange hold af brasilianske ledere.
De brasilianske ledere har været rundt i egnens virksomheder og hørt om virksomhedsdrift, besøgt det lokale advokatkontor med internationale kompetencer, set en tandlægepraksis, hørt om politisk- og administrativ organisation på Faxe Rådhus, besøgt en velfungerende Idrætsefterskole i Haslev samt besøgt et krisecenter.
Herudover har de fået en introduktion vedrørende search- og rekruttering af ledere samt generelt om Human Ressource i Danmark.
Der har været udarbejdet et meget indholdsrigt program for disse unge mennesker der er i aldersgruppen 25-40 år.
Mandag aften var der så afsluttende middag og besøg i den lokale Rotary Klub og som koordinator for dette arrangement stod rotarymedlem Niels Chr. Jørgensen som lokal chairman med præsident Claus Kronborg som backup.
Flere af de lokale rotarymedlemmer havde de brasilianske ledere boende og har haft opgaver med besøget og med befordring af disse rundt til de forskellige destinationer.
– Det har været et ret spændende besøg i Danmark og specielt i Haslev Rotaryklub siger lederen af GSE-gruppen Danilo Santos der selv er leder af gruppen i Danmark.
– Flere i vores Rotaryklub har lang mange timer i at give vore brasilianske GSE-ledere en god oplevelse af vor kultur og forretningsliv. Dette har forhåbentlig også været medvirkende til at kunne tiltrække kommende medlemmer af Haslev Rotary Klub, siger Claus Kronborg.
GSE er et 4-6 ugers internationalt udvekslingsprogram for yngre erhvervsaktive mænd og kvinder, med mindst 2 års erhvervserfaring i deres nuværende fag. Formålet er at stifte nærmere bekendtskab med landet, dets kultur og levevis. Deltagerne får derudover en helt speciel mulighed for at erfare, hvordan den enkeltes profession udøves i landet.
Haslev Rotary skal udsende et GSE-hold til Brasilien i perioden 11. maj til 8. juni 2013, og hører gerne fra ledere fra Haslev by og omegn der kunne tænke sig at deltage. Holdet skal bestå af 4 M/K i alderen 25-40 år, som ikke må være rotarianere eller disses ægtefæller, børn, svigerbørn eller stedbørn. Af kvalifikationer kan nævnes at disse skal være i job, med mindst 2 års erhvervserfaring og have gode kundskaber i engelsk.
– Derudover skal man være åben, engageret og videbegærlige samt have en repræsentativ fremtræden og kunne indgå i et team, siger præsident for Haslev Rotary Klub Claus Kronborg.
Flyrejsen samt opholdet i Brasilien bliver betalt. Egne udgifter er forsikring, evt. vaccinationer, rejseudgifter til forberedelsesmøder, værtsgaver samt udgifter ved udarbejdelse af den endelige rapport for opholdet. Udgifterne er erfaringsvis cirka 3-4.000 kroner.
Ansøgning om at komme i betragtning til et sådan studieophold skal sendes skriftlig til Haslev Rotary Klub v/ Præsident Claus Kronborg. Ansøgningsfristen er 1. oktober 2012.
Kommentarer