Bredbåndsmidler til to projekter i Faxe Kommune
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2018/12/Bredbånd-620x327.png)
137 husstande i Faxe Kommune kan nu se frem til bedre bredbånd. To projekter i kommunen har fået tilskud fra regeringens bredbåndspulje.
Sammenlagt godt 3,6 millioner kroner fra regeringens bredbåndspulje får nu lov at speede bredbåndsforbindelsen op på 88 adresser i den østlige del af Faxe Kommune og 49 adresser omkring Svennerup-Tingerup-Eskilstrup-Hyllede.
De to projekter med sammenlagt 137 adresser er to ud af i alt 91 projekter på landsplan, som har fået del i bredbåndspuljens midler.
Energistyrelsen har fået ansøgninger til 137 projekter, som omfattede cirka 6.000 adresser på landsplan. Der er blevet søgt om tilskud for cirka 150 millioner kroner svarende til bedre bredbånd til 4.602 adresser.
Faxe Kommune yder til supplerende tilskud på 50.000 kroner til Bredbåndsgruppen Møllehuse og et tilskud på 40.000 kroner til Svennerup-Tingerup-Eskilstrup-Hyllede.
Det gennemsnitlige tilskud er på landsplan 23.593 kroner pr. adresse.
Bredbåndsgruppen Møllehuse modtager 28.482 kroner i gennemsnit pr. adresse, mens Svennerup-Tingerup-Eskilstrup-Hyllede modtager 22.953 kroner pr. adresse.
– Nutidens kommunikation og mange af borgernes aktiviteter i fritiden er dybt afhængig af at kunne komme på den digitale motorvej, som en god, stærk bredbåndsforbindelse er. Derfor glæder det mig, at det er lykkedes for de to grupper af borgere i vores kommune at få tilskud fra bredbåndspuljen. Det er et stærkt bevis på, hvad arbejdsomme, frivillige ildsjæle kan få gennemført. Det skal de have stor ros for, siger borgmester Ole Vive.
– Faxe Kommune har gennem en årrække arbejdet på at forgrene fibernettet ud i kommunen, fordi vi gerne fremme bedre bredbånd også uden for de større byer i kommunen. Regeringens bredbåndspulje er et rigtig vigtigt tiltag – vi har brug for mere af den slags. Både for private og for de små virksomheder rundt om i kommunen, som også er dybt afhængige af at kunne agere via internettet, tilføjer Ole Vive.
Læs mere om bredbåndspuljen her.
Kommentarer