Haslev

Bregentved etablerer knap 200 hektar solcelleanlæg

Faxe Kommunes Plan & Kulturudvalg har netop sagt ja til, at arbejdet med planlægning for store solcelleanlæg nordøst for Haslev kan sættes i gang. Bregentved betegner projektet som et af Europas største af sin art.

Nu må solen for alvor gerne skinne ned over Faxe Kommune.

For hvis alt går efter planen, vil Bregentved opføre tre markante solcelleanlæg nordøst for Haslev. Solcelleanlæg på henholdsvis 83, 32 og 70 hektar. De forventes tilsammen at kunne producere knap 170.000 Mwh om året svarende til godt 100.000 personers årlige elforbrug.

Faxe Kommunes Plan & Kulturudvalg har nu godkendt, at arbejdet med at planlægge de tre solcelleprojekter kan gå i gang. Og kommunen vil nu i samarbejde med Bregentved lave de nødvendige planer med videre for de planlagte projekter.

Bregentved har i forvejen fået tilladelse til en solcellepark på knap 28 hektar ved Turebylile.

Læs også: Bregentved har fået tilladelse til solcellepark ved Turebylille

Udvalget har dog samtidig bedt om en grundig undersøgelse af, om placeringen af anlægget nord for Freerslev er mulig i forhold til Regionens råstofplan.

– Ved udgangen af 2016 indviede Bregentved de fem store vindmøller i Turebylille Vindmøllepark, og Bregentved fortsætter nu med den grønne omstilling. Omfanget er bemærkelsesværdigt, og som kommune er det både spændende og opløftende, når en virksomhed som Bregentved er med til at løfte så vigtig en samfundsmæssigopgave som det er at mindske CO2-udslippet, siger formanden for Plan- og Kulturudvalget, René Tuekær.

– Vi ser frem til i Plan og Kulturudvalget at følge planarbejdet. De valgte arealer kommer til at blive brugt til økologisk lammeproduktion, hvilket tilføjer endnu en interessant detalje ved projektet, tilføjer René Tuekær.

Bregentveds solcelleprojekt er i god tråd med, at Faxe Kommune er en af Naturfredningsforeningens Klimakommuner, og at Faxe Kommune har underskrevet den såkaldte Borgmesterpagt, som forpligter på reduktion af CO2.

Siden basisåret 2008 har Faxe Kommune – som geografisk område betragtet – reduceret CO2-udledningen med 14 procent. Målet er 20 procent frem til 2020, her vil Bregentveds solcelleanlæg være et godt bidrag. Ifølge Bregentved vil projektet fortrænge over 1,3 millioner tons CO2 og fortrænge forbrug af 563.000 tons kul om året.

Solcelleanlæggene skal ligge nord for Freerslev (cirka 83 hektar), øst for Høsten Torp og Sydmotorvejen (cirka 32 hektar) og syd for Langesnave (cirka 69,5 hektar).

Se solcelleparkernes placering her (pdf- åbner i nyt vindue)

Arealerne vil blive  omkranset af levende hegn. Dog under forudsætning af at anlægget nord for Freerslev ikke kolliderer med andre planer i regionen.

Kommentarer