Bregentved har købt verdens største John Deere-traktor
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/07/john_deere_9560R1.jpg)
Haslev: Maskincenter Sjælland har netop leveret verdens største John Deere-traktor til Bregentved Gods
Lars Erik Nielsen, inspektør på Bregentved, tog forleden imod virksomhedens seneste investering, en den største John Deere traktor overhovedet. En John Deere 9560R har 560 hestekræfter, knækstyring. Den er fire meter bred og vejer tæt på 30 tons dødvægt.
– Men det er i bund og grund en simpel maskine. Stor, tung, kraftfuld og uden hitchkrog og den slags. Ganske enkelt et trækdyr. Behovet for masser hestekræfter er dog én ting. Endnu større er kravet om pålidelighed og driftsikkerhed, siger Lars Erik Nielsen til maskinbladet.dk om Bregentveds nye investering.
Den kæmpe traktor skal blandt andet trække Bregentveds 12 meter harve og et lige så bredt såsæt med gødningsplacering.
– To måneder om året kører vi nærmest i døgndrift, og i dén periode er det selvsagt vigtigt, at vores maskiner kører helt uden problemer. Downtime accepteres simpelthen ikke, og derfor har løftet om pålidelighed og en backup, hvis det skulle gå helt galt, været den absolutte deal breaker i denne forbindelse, siger Lars Erik Nielsen til maskinbladet.dk..
Bregentved har i forvejen fire store John Deere traktorer. En knækstyret 9360, to 8530’ere og en 7930.
Bregentved Gods, der ligger 3 km øst for Haslev, ejes af lensgreve Christian Moltke og har været i familiens eje siden 1746. Godset, der omfatter Turebyholm Landbrug, er på 6.246 hektar, heraf udgør landbrugsjord ca. 3.284 ha og skov 3.054 ha. De vigtigste afgrøder er hvede, maltbyg og vinterraps samt rajgræs til frø. Bregentved har ansat 6 medarbejdere i landbruget, heraf en inspektør, fire traktorførere og en mekaniker.
Kommentarer