Brinkholm afholder Økologisk Høstmarked på lørdag
Karise: Andelsgården Brinkholm inviterer til Økologisk Høstmarked i Store Linde ved Karise på lørdag
Lørdag den 31. august kan man besøge den økologiske andelsgård ’Brinkholm’ og høre mere om fordelene ved økologisk drift.
I Mølleriet vil Brinkholms møller demonstrere maling af mel på stenkværn. Det friskmalede mel kan købes i Grøntsagsboden sammen med grøntsager og frugt.
Brinkholm har 11 bistader stående, som producerer meget honning. På lørdag kan man få en snak med gårdens biavler om bier og honning, få smagsprøve samt købe honningen.
I Caféen er der salg af kaffe, te, øl, vand, saft samt sandwich og kage.
Besøgende kan også hilse på får og lam og få en snak med fåreholderne om lammekød og lammeulds-strikkegarn, som der også er mulighed for at købe.
Der vil desuden være rundvisninger på hele området med en naturvandring langs Tyggevælde Å.
Om Brinkholm
Den økologiske andelsgård ’Brinkholm’ har 35 hektar jord, smukt beliggende på begge sider af Tryggevælde Å. Gården har været dyrket økologisk siden 1995, og i 2001 blev den købt af et andelslaug med cirka 500 andelshavere, hvoraf cirka 10 procent deltager i arbejdet på gården.
Der dyrkes Ølandshvede, Dacke hvede, maltbyg, Nøgenbyg, lucerne samt lidt grøntsager, som sælges via abonnementskasser.
Lucernen høstes til foderpiller til økologiske dyr. Nogle af markerne er tilsået med kløver-græsblanding til afgræsning, disse marker samt Brinkerne ned til Tryggevælde Å afgræsses af VikingLams ca. 60 får/væddere samt 80 lam af gamle nordiske vikingeracer: Gute og Spælsau.
Arrangementet er en del af Økologisk Høstmarked 2013, hvor landmænd over hele landet åbner stalddørene.
Projektet er støttet af EU og Fødevareministeriet
Læs også: Økologisk Høstmarked på Bækvang på lørdag
Brinkholm afholder Høstmarked på lørdag den 31. august mellem klokken 11 og 16 på Kulagervej 23, 4653 Karise.
Kommentarer