Haslev

Broksø gentager hult renheds-stunt

debat_logo

Læserbrev: Broksø gods’ ejer scorer atter billige PR-point. Stedets ”idealistiske” godsejerfrue og liberale lokal-politiker introducerer nu video-overvågning af godsets skove for at bekæmpe skovsvin og krybskytter

Indsendt af talsmand for Holmegaard Mose Komiteen, Jesper Petersen, Søtorupvej 5, 4690 Haslev

Men initiativet er et hult mediestunt, der får en til at tænke på Storm P-citatet om manden, der er træt af alle verdens egoister med ordene: ”Alle tænker på sig selv, der er kun mig, der tænker på mig.”

Broksø gods – der ejer en stor del af Sjællands største mose, der i de sidste 30 år har haft status af EU-fuglebeskyttelsesområde – har med sin biologisk ubæredygtige drift anrettet meget alvorlige skader på nogle af Danmarks største naturværdier.

Godset er på mange måder et misfoster, der aldrig burde have eksisteret, i hvert fald ikke i den form det har haft i de sidste mange år.

Eksempelvis havde Broksø gods næppe overlevet økonomisk hvis ikke det – i lodret strid med loven og med katastrofale følger for naturen frem til i dag – var lykkedes at få Susåen uddybet med op til trekvart meter i marts 1982 på en flere km lang strækning tværs igennem Broksø’s moser og enge, desværre omdannet til miljøskadelige kornmarker.

Også Broksø’s jagtforretning trækker store veksler på natur og fugleliv og er før dømt i strid med loven.

Godsets brug af slagger fra forbrændingsanlæg som belægning på skov- og markveje er i øvrigt væsentligt mere skadelig for natur og miljø end byggeaffald fra et par private trailere.

I de 40 år jeg har færdedes på Broksø’s jorde har jeg aldrig selv stødt på affald fra skovsvin, ej heller krybskytter, derimod hundredevis af forstyrrende jægere, heraf flere voldelige.

Læs mere på www.holmegaardmose.dk – for eksempel i kapitlet ”Mosegodserne”. Eller via linket her. Læs mere om ulovlig og trist rovfuglebekæmpelse på Holmegaardmose.dk

Video fra 2009 af musvåge fanget i ulovlig rovfuglefælde tilhørende en af Broksø’s mangeårige vildtpassere

Kommentarer