Brugsen i Faxe Ladeplads fylder 130 år
Faxe Ladeplads: Hylleholt Brugsforening hører til blandt de 10 ældste eksisterende brugsforeninger i Danmark
Onsdag den 12. september kan SuperBrugsen i Faxe Ladeplads fejre 130 års fødselsdag, idet Hylleholt Brugsforening blev startet den 12. november i 1884. Dermed hører den til blandt de 10 ældst eksisterende brugsforeninger i Danmark.
I vedtægterne fra den gang står der, at foreningens formål er at ”opnå besparelser for dens medlemmer ved indkøb af livsfornødenheder i det for Foreningens regning oprettede udvalg….”
Det er interessant også at læse, at brugsforeningen skal sørge for ”gode og uforfalskede varer”
Begge disse formål har overlevet de mange år og er stadig blandt de vigtigste programpunkter i alle Coop-butikker den dag i dag.
Den første forretning var i lejede lokaler i et stråtækt hus på Faxevej nær Dannebrogsvej, og den blev åbnet i løbet af 1885.
Men så gik det også hurtigt fremad, for allerede 7 år efter kunne foreningen købe den grund, hvor SuperBrugsen ligger i dag. Siden er Brugsen både udvidet og moderniseret flere gange. Og udvalget af varer er også vokset ganske betydeligt.
Antallet af medlemmer er også vokset, og i dag kan man fint være kunde i Brugsen uden at være medlem, så kundeantallet er nu så stort, at butikken virker meget lille, selv om den gennem årenes løb er blevet udvidet så meget, at der ikke findes mere plads til udvidelser.
Brugsen fra Andelslandsbyen Nyvang kommer på besøg
Jubilæet fejres dagen igennem med mange aktiviteter, og dagens gennemgående aktivitet vil være besøg af Brugsen fra Andelslandsbyen Nyvang, som stiller deres mobilbrugs op. Det er en kopi af en butik fra 1950’erne – og den har et varesortiment med, som også er fra denne tid.
Både butikkens personale og butiksbestyrelsen vil hele dagen arbejde på fuld tryk med et væld af aktiviteter, så hvis man skal opleve mest muligt, vil det være en god idé at komme flere gange i dagens løb.
Kommentarer