Bryder ud af Matas og stifter en ny kæde
Medarbejderne er de samme, men konceptet er ændret og der står et nyt navn på facaden: The Touch
Torsdag morgen åbnede en helt ny butikskæde, da Matas Haslev i Jernbanegade 26 blev til The Touch.
Bag lanceringen af det helt nye beauty- og velværekoncept The Touch står den erfarne købmand Jan Kithler, der hidtil har drevet tre store Matas-butikker på Sjælland. Jan Kithler har været en del af Matas siden 1970’erne, men har brudt med kæden, fordi han ikke er enig i kædens strategi. Det skriver Berlingske Business.
Matas-kæden får kraftigt modspil af konkurrenten af Normal og det har fået ledelsen til at fokusere på lave priser, en strategi som Jan Kithler ikke ønsker at følge. Han går i stedet ind for de gode gammeldags dyder som service, viden og erfaring – medarbejderne skal lytte lidt mere til kunden – og lidt mindre til fastlagte salgskoncepter.
Jan Kithler, der også driver The Touch-butikker på Frederiksberg og i Rødovre, ønsker at skabe et helt oplevelsesunivers, med flere arrangementer, demonstrationer og tilbud om for eksempel at få en ansigtsbehandling eller lagt makeup.
Kommentarer