Brystopererede får svømmehallen for sig selv
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/08/kamma_2.jpg)
Haslev: Hver onsdag har brystopererede hele svømmehallen for sig selv en times tid
FOF Sydøst tilbyder nu Vandgymnastik for brystopererede i Haslev Svømmehal.
Kurset henvender sig til alle brystopererede. Det kan være svært at finde et tilbud, som passer til én efter en brystoperation. Hele kroppen er typisk svækket i lang tid både under og efter behandlingsforløbet. På dette hold kan de brystopererede motionere med ligestillede.
Holdet skal lave masser af øvelser for bryst, arm og skulder, men også arbejde med resten af kroppen til festlig god musik. Holdet har selve svømmehallen for sig selv ligesom de har omklædningen for sig selv næsten hele tiden.
Underviseren, Kamma Gundgaard Schou fra Faxe Ladeplads har mange års erfaring inden for undervisning af vandgymnastik. Hun er svømmetræner, bassinlivredder og Aqua Fitness instruktør hos FOF og var en af de førstuddannede aqua zumba undervisere i landet. Hun tør derfor godt love, det bliver både sjovt og godt.
Vandgymnastikken foregår om onsdagen fra klokken 14.00 til 14.45. Man kan læse mere om holdet (hold nr. 6242) på FOF.dk. Der er kun plads til 7 på holdet, men der er stadig ledige pladser.
Kommentarer