Bubber gæster Torvet i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/11/bubber.jpg)
Haslev: Ude og Hjemmes juleindsamlingsshow lægger vejen forbi Torvet i Haslev den 13. december
Fredag den 13. december klokken 16.30 kommer Bubber til Torvet i Haslev med Ude og Hjemmes store juleindsamlingsshow til fordel for børnekræftafdelingerne i Danmark. Her vil den kendte TV-vært afholde en sjov og anderledes juleauktion.
– De sidste par år har jeg haft den glæde at kunne rejse landet rundt og gøre noget for børnene på kræftafdelingerne i hele Danmark. Via Ude og Hjemmes juleindsamling har vi kunnet hjælpe børnene på mange forskellige måder, siger Bubber og tilføjer:
– Programmet hjalp børnene til at blive stærkere og bedre kunne stå imod sygdom og behandling. Vi har også sikret, at de hårdt ramte børn kunne få noget underholdning, mens de kæmpede deres livs sværeste kamp.
Sidste år samlede Bubber sammen med Ude og Hjemme 250.000 kroner ind til de kræftsyge børn.
– Hver en krone, vi samler ind, går direkte til børnene. Jeg er garant for, at pengene gør rigtig meget gavn hos børn, der har rigtig meget brug for en ekstra opmuntring, siger Bubber.
De sidste fire weekender op mod jul, besøger Ude og Hjemme’s juleindsamlingsshow landets storcentre og handelsstandsforeninger. Showet på Torvet, er arrangeret i samarbejde med Haslev Handelsstandsforening.
Kommentarer