Faxe by

Burkaforbud skal i byrådet

Faxe Kommune: Selvom der var flertal for forslaget for forbud om ansigtsdækkende beklædning for offentligt ansatte i økonomiudvalget i Faxe Kommune, skal forslaget alligevel op til byrådet.

Onsdag aften den 17. august vedtog økonomiudvalget forslaget om at forbyde ansigtsdækkende beklædning for offentligt ansatte, men borgmester Knud Erik Hansen (S), Ivan Lilleng (K) samt Camilla Meyer (S), stemte imod forslaget, og valgte derefter at tage sagen op til byrådet, skriver Dagbladet Stevns.

Læs også: Faxe Kommune skal nøje overveje burkaforbud

Jonas Kristinsson (V) forstår ikke nødvendigheden i at tage sagen op i byrådet, når borgmesteren mener, at forslaget sender et dårligt signal. Sagen vil få mere fokus, end den skulle have haft ved at sende den i byrådet, og han mener derfor, at det er symbolpolitik.

Borgmester Knud Erik Hansen vil have sagen op i byrådet, da han mener, at alle politikere skal vide, hvad de går ind til med forslaget.

– Vi er i gang med at pålægge administrationen noget, der kan være i strid med Grundloven, og det sætter dem i en problematisk situation. Det kan jeg som borgmester ikke se ske, uden vi har drøftet det i byrådet. Jeg vil være sikker på, at alle byrådsmedlemmer ved, hvad de gør. Da jeg først hørte om forslaget tænkte jeg ikke på, om det var lovligt eller ej, men både indenrigsministeren og en lokal advokat med stor viden på området har udtalt, at det kan være på kant med loven, og det skal byrådet vide inden de træffer en beslutning, siger han til Dagbladet Stevns.

Kommentarer