Busserne passer ikke med skolernes skema
Faxe Kommune: De busser der skal køre skolebørn på tværs af kommunen passer ikke med skolernes ringetider
De børn fra Dalby der risikerer at blive henvist til Sofiendalskolen i Haslev, hvis den nye skolestruktur indføres, kan ikke nå i skole til tiden.
Den første bus på rute 254 kører fra Karise Station kl. 7.21 og ankommer til Haslev Station kl. 7.48. Bus 265 der kører fra Haslev Station til Sofiendalskolen i Haslev kører fra stationen kl. 7.47. Og ifølge rejseplanen.dk er der ca. 900 meter at gå fra stationen til Sofiendalsskolen, en strækning der nok tager ca. 12 minutter at gå for voksne.
Men de små får altså svært ved at nå i skole til tiden. Jette Roslind og Sofia på fem år har prøvet bussen fra Dalby for at se, om Sofia kan nå at komme i skole på Sofiendalskolen til tiden. Men de kom 15-20 minutter for sent. Det skriver Sjællandske.
De børn der risikerer at skulle rejse den anden vej, fra Haslev til Bavneskolen i Dalby, kan heller ikke nå i skole til normal tid. På Dalby Skole ringes der ind til første time klokken 7.55 og bus 254 ankommer til Dalby Bibliotek klokken 8.02.
Kommentarer