Haslev

Byd på sjælden koral og støt verdens piger

Foto: Jørgen Bausager

Faxe Kommune og Geomuseum Faxe deltager i ‘Danmark på Auktion’ til fordel for Danmarks Indsamling 2019 med en usædvanlig sjælden og velbevaret koral fra Faxe Kalkbrud. Du kan byde på den på Lauritz.com, og samtidig støtte verdens udsatte piger indtil 2. februar

 

 

Er du vild med fossiler og fortidslevn? Så har du nu en enestående mulighed for at blive ejer af et fossil, som du med garanti ikke selv kan finde på en gåtur i Faxe Kalkbrud.

Faxe Kommune og Geomuseum Faxe deltager ved ‘Danmark på Auktion’. Her sætter borgmestre og kommuner i hele landet unikke oplevelser og varer på auktion til fordel for Danmarks Indsamling 2019. Auktionen foregår hos auktionshuset Lauritz.com i perioden 18. januar til 2. februar.

Faksephylia faxoensis
Faxe Kommune og Geomuseum Faxe deltager med en usædvanlig flot og velbevaret koralblok. Ender du som højestbydende, bliver du den nye ejer af en koralblok, der måler 13 x 13 x 13 cm. Korallen er en unik art, der er opkaldt efter byen Faxe og bærer det videnskabelige navn Faksephylia faxoensis. Ved overdragelsen af koralen får du og op til 8 gæster en rundvisning på Geomuseum Kanten af 1 times varighed.

Det er muligt at byde på auktionerne fra fredag den 18. januar og frem til lørdag den 2. februar, hvor det store indsamlingsshow løber af stablen på DR1, og de mange indsamlinger gøres op.

Et levn fra vores lokale koralrev
Korallen er fundet af museumsinspektør Jesper Milàn i år 2018. Korallen levede for 63 mio. år siden, da hele Danmark var dækket af hav. Her voksede et stort koralrev netop der, hvor Faxe ligger i dag. Faxe Kalkbrud er i dag Europas største åbne kalkbrud. Men for mange millioner år siden var koralrevet levested for mere end 500 forskellige dyrearter som fisk, snegle, muslinger, søpindsvin, hajer og krokodiller.

Tredje år i træk, at Danmark sættes på auktion

Siden 2017 har alle landets kommuner haft mulighed for at være en del af “Danmark på Auktion” ved at sætte produkter og oplevelser til salg til fordel for Danmarks Indsamling. Den kommune, der opnår det største hammerslag, løber med “Danmark på Auktion”-prisen. En pris der sidste år gik til Faaborg-Midtfyn Kommune med borgmester Hans Stavnsager i spidsen. Kommunen fik et hammerslag inkl. salær, som også går til Danmarks Indsamling, på 20.213 kroner for en snorkeltur i Det Sydfynske Øhav på Øhavsmuseet og madlavning med kok fra Falsled Kro.

Følg med i auktionen her.

Hjælp til piger verden over
Danmarks Indsamling er hele Danmarks indsamling. Her går 12 humanitære organisationer og DR sammen og samler ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at nå nogle af FNs verdensmål. Pengene fra Danmarks Indsamling 2019 går i år til 12 projekter i 12 lande, der igennem uddannelse og job skal forhindre unge piger i at ende som slaver, prostituerede eller børnesoldater. Læs mere på www.danmarksindsamling.dk.

Kommentarer