Hvad byder fremtiden på for Dalby?
Dalby: Et godt og aktivt liv i Dalby hele livet. Sådan lyder visionen for Dalby i den lokale udviklingsstrategi.
Tirsdag den 6. december klokken 18.30 til 21.30 inviterer kommunen alle der har lyst til dialogmøde, om den lokale udviklingsstrategi, i Dalby Forsamlingshus, Karisevej 66.
Dialogmødet er en del af dialogprojektet ’På Forkant’, og forud for mødet i Dalby har der været en række lignende dialogmøder rundt om i kommunen.
Hvis du gerne vil engagere dig i Dalbys fremtid, så er det en god idé at møde op til dialogmødet.
Der er mange ildsjæle i Dalby og folk, der brænder for fællesskabet og som støtter op om de lokale arrangementer. Der er en fælles tro på byen, og en tro på at borgerne selv kan føre de gode idéer ud i livet. På den måde er der allerede et godt grundlag til at arbejde videre med Dalbys udviklingsstrategi.
Fokusområder i strategien er blandt andet flere rekreative områder. Branding af byen ved at tage udgangspunkt i byens historie – i Heeringområdet og kirsebærtræerne og Dalby som en blomstrende by. God lokal infrastruktur med trygge og tilgængelige stiforbindelser inden for byen og til naturområder.
Byens borgere er også fokuserede på at skabe et bredt udbud af boligtyper, og at byen bevarer skole og dagtilbud.
Projektet ’På Forkant’ er støttet af Realdania, Erhvervsstyrelsen og Kommunernes Landsforening. Det hele begyndte med otte dialogmøder i efteråret 2015. Målet var at styrke dialogen mellem borgerne og kommunen og at lave udviklingsstrategier og konkrete projektforslag for hvert område.
Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen indleder mødet i Dalby, og man får mulighed for at komme i dialog med en række politikere om, hvad der skal til for at lykkes med de projekter, der er en del af strategien, og hvordan man som borger kan bidrage.
Man kan læse de enkelte udviklingsstrategier på kommunens hjemmeside, her fremgår det, hvilke udviklingspotentialer, der er særligt i fokus i hvert område.
Udviklingsstrategierne er lavet i et samarbejde mellem borgere, Faxe Kommune og konsulenterne fra 2+1, Manto og Absolut Landskab.
Kommentarer