Hvad byder fremtiden på for Karise?
Faxe Kommune: Nu indkalder kommunen til det femte af i alt otte dialogmøder, denne gang i Karise.
‘En grøn og levende by for alle midt i naturen og tæt på storbyen’.
Sådan lyder det fra borgerne i Karise, når de sætter en overskrift på fremtidens Karise i byens udviklingsstrategi.
Denne strategi kan du høre meget mere om, når der er dialogmøde i Kulturhuset Leopold i Karise mandag en 14. november klokken 18.30 til 21.30.
Dialogmødet er en del af dialogprojektet ‘På Forkant’, og forud for mødet i Karise har der været møder i Rønnede, Teestrup, Faxe og Faxe Ladeplads. Der er i alt otte dialogmøder rundt om i kommunen frem til december.
Hvis du gerne vil engagere dig i Karises fremtid, så er det en god idé at møde op til dialogmødet. I de kommende år kommer der til at ske rigtig meget i Karise, ikke mindst på grund af det særlige boligområde Permatopia, så der er meget spændende i vente.
Udviklingsstrategien for Karise peger på indtil flere spændende fokusområder: Rammer for fællesskab, bedre byrum, den grønne by og bedre kobling mellem den gamle by og nye bydele.
Projektet ”På Forkant” er støttet af Realdania, Erhvervsstyrelsen og Kommunernes Landsforening. Det hele begyndte med otte dialogmøder i efteråret 2015. Målet var at styrke dialogen mellem borgerne og kommunen og at lave udviklingsstrategier og konkrete projektforslag for hvert område.
Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen indleder mødet i Karise, og man får mulighed for at komme i dialog med en række politikere om, hvad der skal til for at lykkes med de projekter, der er en del af strategien, og hvordan man som borger kan bidrage.
Man kan læse de enkelte udviklingsstrategier på kommunens hjemmeside, her fremgår det, hvilke udviklingspotentialer, der er særligt i fokus i hvert område.
Udviklingsstrategierne er lavet i et samarbejde mellem borgere, Faxe Kommune og konsulenterne fra 2+1, Manto og Absolut Landskab.
De næste møder er i Terslev (15.11), Haslev (21.11) og Dalby (6.12).
Kommentarer