Bygningsbrand i ejendom syd for Rønnede søndag formiddag
Rønnede: Søndag formiddag måtte brandslukningstoget fra Faxe Brand & Redning i Faxe sætte kursen mod Højgårdsvej lige syd for Rønnede, hvor der var udbrudt brand i en ejendom.
Klokken var 10.45 da alarmen lød hos brandfolkene hos Faxe Brand & Redning på brandstationen i Faxe og straks efter satte samtlige brandkøretøjer kursen mod en adresse på Højgårdsvej lige syd for Rønnede, hvor der var udbrudt brand i en ejendom.
Ved brandvæsenets ankomst var alle beboere kommet ud af ejendommen og flere røgdykkerhold trængte med det samme ind i ejendommen for at lokalisere og nedkæmpe flammerne, som set udefra hærgede under ejendommens tagryg.
Faxe.nu har efterfølgende talt med vagthavende indsatsleder Henrik Alsing Hansen, som endnu ikke kunne komme med egentlig årsag til branden, men en hel del af ejendommens undertag havde ihvertfald taget skade og man havde under slukningsarbejdet måtte fjerne omkring 10 kvadratmeter at ejendommens tag for at kunne komme til at slukke ilden.
Vagthavende indsatsleder Henrik Alsing Hansen forventede at man endnu havde et par timers arbejde tilbage på Højgårdsvej inden man igen kunne returnere til brandstationen i Faxe.
Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu
Kommentarer