Haslev

Byrådet har indgået forlig om budget 2013

Faxe Kommune: Der er tirsdag den 25. september 2012 indgået forlig om Budget 2013-2016 i Faxe Kommune

Bag aftalen står Socialdemokraterne, Borgerlisten, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Borgmester Knud Erik Hansen fortæller:

– Vi har nået et godt mål og jeg er glad for, at det er lykkedes at lave en aftale, hvor næsten alle er med. Det giver ro, både i det politiske arbejde og i den daglige drift.

– Jeg er særligt glad for, at vi med den nye aftale kan styrke vores folkeskole. Vi har valgt at sikre vejledende timetal på alle klassetrin, sætte fokus på profillinjer og samtidig arbejde målrettet med inklusion, anerkendelse og kvalitet. Det er et vigtigt løft.

Samtidig er det i nye budgetforlig aftalt at styrke både dagtilbudsområdet og det nære sundhedsvæsen. Faxe Kommune udmønter hermed de midler, som er tildelt kommunen i aftalen med regeringen.

Med det nye budget er der aftalt opprioriteringer for samlet set 14,4 millioner kroner. Samtidig er der aftalt reduktioner for cirka 20 millioner kroner og det samlede budget har en underbalance på 20 millioner kroner.

– Vi har valgt at restfinansiere vores budget med et træk på kommunens kassebeholdning. Det er selvfølgelig aldrig optimalt. Men på grund af den meget store engangsinvestering til byggeri af en ny skole, er vi enige om, at det i år er en forsvarlig løsning, for at undgå store besparelser.

– Samtidig skal det bemærkes, at en stor del af de reduktioner, som vi har lagt ind i det nye budget, reelt blot er tilpasninger, der ikke betyder serviceforringelser. Budget 2013 er dermed ikke et spare-budget, men snarere et spørgsmål om at placere de samme penge anderledes, afslutter borgmesteren.

Kommentarer