Karise

CafeHans fik nej til ny lokalplan

Karise: Erhvervs- og Kulturudvalget vedtog i mandags at følge indstillingen om, at der ikke udarbejdes en lokalplan alene for CafeHans

På Erhvervs- og Kulturudvalgets møde mandag den 23. januar valgte udvalget at følge forvaltningens indstilling om, at der ikke udarbejdes lokalplan alene for det ansøgte projekt om et spise- og mødested i Karise.

Læs også: På mandag afgøres CafeHans´ fremtid

I efteråret 2011 rykkede Hans van Dam for opstart af det lokalplanarbejde som Center for Udvikling havde stillet ham i udsigt. Der skal laves nemlig en ny lokalplan før Hans van Dam må udvikle Cafe Hans til en regulær cafe/ restaurant og mødested med mulighed for kulturtilbud – musik, foredrag mv. .

Center for Udvikling erkender nu, at de i 2010 har været lidt for proaktive mht. projektets realisering i et boligområde. De henviser til, at med den udvikling cafeen allerede har taget, er det spørgsmålet, om ansøger vil kunne erhverve den nødvendige jord til parkering mv. Ligeledes vil der skulle opnås tilladelser fra andre myndigheder, herunder Fødevarestyrelsen.

Men hvis der viser sig andre udviklingstiltag i Karise, som kræver ny lokalplanlægning, vil ønsket om et møde- og spisested på Køgevej 41 blive taget op til fornyet overvejelse.

Indtil da er det centerets vurdering, at aktiviteterne må begrænses til den lille cafe, der sælger kaffe og is, da initiativet fortsat anses for at være positivt for Karise.

Supplerende informationer

Hans van Dam ansøgte i november 2010 om tilladelse til at drive et møde- og spisested, CafeHans på sin bopæl Køgevej 41 i Karise. Men både kommuneplanen og lokalplanen udlægger området til boligformål. Når ejendommen ligger i et lokalplanlagt boligområde, må der ikke må etableres andet erhverv, end det der er muligt i egen bolig.

Center for Udvikling anså dengang projektet for interessant, og meddelte derfor Hans van Dam, at de var indstillede på at arbejde videre med en lokalplanlægning.

I februar 2011 ansøgte Hans van Dam derfor om at starte op i mindre skala med en lille cafe eller iskiosk, i forventning om at der ville blive lavet en ny lokalplan. Ansøgningen gik på at starte i det små ved at åbne lade og gårdsplads og sælge kaffe og is.

Center for Udvikling gav i maj 2011 tilladelse til at Hans van Dam etablerede et kiosklignende mødested med salg af is og kaffe på ejendommen. Læs notatet her

 

 

Kommentarer