Faxe Ladeplads

Campisterne vil købe Faxe Ladeplads Camping

Faxe Ladeplads: Torsdag den 29. juni 2012 vedtog Faxe Byråd den endelige beslutning om at udbyde Faxe Ladeplads Camping til salg, 40 fastliggere på Faxe Ladeplads Camping vil nu købe pladsen

Faxe Ladeplads Camping har haft en turbulent tid siden det nye værtspar Henrik og Bettina overtog pladsen.

Sidste sommer led pladsen under kraftige oversvømmelser og værtsparrets hus på pladsen er blevet dømt ubeboeligt på grund af skimmelsvamp – og senest har Faxe Kommune opsagt forpagteraftalen med værtsparret, der ikke kan se frem til nogen form for kompensation for de cirka 600.000 kroner, som de har investeret i pladsen.

Campisterne på pladsen har tidligere kæmpet fpr pladsen og for at vise byrådsmedlemmerne hvilken herlig oase Faxe Ladeplads Camping har udviklet sig til, blev samtlige medlemmer indbudt til at besøge pladsen den 29. april.

Læs også: Faxe Ldp Camping overrasker byrådsmedlem positivt

Men fastliggerne giver ikke op og vil nu skrabe penge sammen og købe campingpladsen af Faxe Kommune.

– Vi ved godt det er en stor opgave og at vi får en travl sommer, men vores ambition er at købe pladsen, bygge et nyt hus til værtsparret og få drænet pladsen, siger talsmand for campisterne, Jørgen Nielsen til Faxe.nu.

– Vi har sommeren til at få finansieringen på plads. Hvordan ved vi endnu ikke, men måske en kombination af folkeaktier og så at fastliggerne køber pladsen og gør pladsen til en campistdrevet plads, som fx Bisserup Camping er det, forklarer talsmanden.

Fastliggernes plan er at tilbyde det nuværende værtspar at fortsætte som forpagtere på pladsen. Salget af Faxe Ladeplads camping løber frem til 1. oktober 2012 hvor budrunden lukkes.

– Det vi hører fra politisk side er, at pladsen ikke nødvendigvis skal sælges til den højeste pris, men til den køber der formodes at være bedst til at drive campingpladsen videre – og hvem kan være bedre til at drive campingplads end campister, slutter den positive talsmand for campisterne på Faxe Ladeplads Camping.

Kommentarer