Haslev

Canadisk folk-gruppe optræder i Haslev Folk Club

Tre unge mennesker fulde af energi og musikalitet optræder med typisk irsk-, skotsk- og fransk-canadisk musik i Haslev Folk Club.

Fredag den 10 november klokken 20.00 optræder den canadiske gruppe ’Ten Strings and a Goat Skin’ optræder med spiller typisk irsk- , skotsk- og fransk-canadisk musik.

Det er første gang at Haslev Folk Club præsenterer en canadisk gruppe. ’Ten Strings and a Goat Skin’ kommer fra Prince Edward Island, og gruppens navn henviser til en guitar, en violin og en bodhran. Det lyder måske ikke af så meget, men det er det. Gruppen er kendt for at give en masse lyd, og har flere gange fyldt teltene i Tønder med lyd og energi.

Ud over kraftfuld og energisk musik giver ‘Ten Strings and a Goat Skin‘ publikum stort set alt, hvad hjertet kan begære: Engelske sange, franske sange, flotte vokalharmonier, irske viser, skotske reels og hæsblæsende numre med canadiske steprytmer.

De tre musikere er Caleb Gallant på bodhran, step-rytmer og anden percussion, Rowen Gallant på violin og Jesse Périard på guitar – og alle tre på sang.

Billetterne koster 170 kroner og de kan bestilles på Haslev Folk Club’s hjemmeside.

Koncerten begynder klokken 20. Dørene åbnes klokken 19.30.

Kommentarer