Haslev

Cecilie Eriksen og Calvin udtaget til EM og VM

Cecilie Eriksen fra Tågerup, kvalificerede sig til EM, efter en imponerende 5. plads ved et internationalt militarystævne i Polen.

Fra onsdag den 17. maj til søndag den 21. maj har 22-årige Cecilie Eriksen fra Haslev Køre- og Rideforening og hesten Calvin deltaget i et stort internationalt military stævne i Strzegom i Polen. Det skriver TV Øst.

Den ambitiøse og talentfulde rytter på den 10-årige vallak, Calvin startede i CCI3* – den næsthøjeste klasse, man kan ride i sporten. Det var parrets tredje start i CCI3* og de har opnået placeringer i dem alle tre.

Cecilie Eriksen og Calvin lå på en fjerde plads efter en fejlfri tur over 40 forhindringer fordelt ud på 28 spring/kombinationer i terrænet, hvor de kom ind 32 sekunder over tid. Men i søndagens ridebanespringning havde ekvipagen to nedrivninger og sluttede dermed på en 5. plads, ud af i alt 33 deltagende ekvipager, hvoraf hele 12 udgik af konkurrencen efter terrænridningen.

Læs også: Cecilie Eriksen fra Haslev blev nr. 8 i Polen

Den fine placering betyder at ekvipagen har kvalificeret sig til EM for seniorer, som rides samme sted fra den 17. til den 20. august. Samtidigt har ekvipagen kvalificeret sig til VM 2018 i USA.

– Der er ingen tvivl om at det ikke var vores bedste tur på en springbane i dag. To bomme blev det til, hvilket var et resultat af en alt for bakkende rytter hele vejen rundt og en til dels spændt hest af atmosfæren på stadion’et. Jeg har intet at klage over! Calvin sprang rigtig fint og virkede ikke mærket af gårdagens 5,7 kilometer galop med 40 spring, siger Cecilie Eriksen søndag efter stævnet. Og hun fortsætter:

– Vi slutter på en 5. plads af klassens 33 ryttere – og vigtigst af alt fik vi vores andet MER resultat i hus, så nu er vi kvalificeret til EM for seniorer til august. Og endnu vildere er vi lige sådan kvalificeret til VM 2018 i USA! Det er jo fuldstændig uvirkeligt.

Kommentarer