Karise

Cecilie Eriksen og Calvin kvalificeret til EM

cecilie_og_calvin

Karise: Cecilie Eriksen fra Tågerup har på hesten Calvin kvalificeret sig til Europamesterskabet i Military for young riders.

Den sidste weekend i juni deltog 20-årige Cecilie Eriksen fra Tågerup ved Karise i Strzegom Horse Trials i Polen, der er et af de største militarystævner der afholdes i Europa.

Her lykkedes det for hende at kvalificere sig til Europamesterskabet i Military for young riders. Til et military-stævne dyster deltagerne i både dressur, spring og terrænridning.

Cecilie Eriksen, der er medlem af Haslev Køre og Rideforening, har selv uddannet Calvin og red ham i 2013 til UVM for 6-års heste. Sidste år startede sæsonen virkelig flot med sejr i alle de klasser de red. Desværre blev sæsonen ikke så lang for dem. Men i år er Calvin tilbage og han ser stærk ud. Cecilie gik efter en kvalifikation til EM og valgte derfor at ride en lidt langsommere men sikker tur i terrænet.

Der er kun plads til fire ryttere på det danske hold og der er fem kvalificerede. Men Cecilie og Calvin ligger så godt, at det vil være mærkeligt om ikke hun bliver udtaget til holdet. Skulle det glippe, deltager hun som individuel rytter. Forskellen er, at så skal hun selv skal betale både for turen til Polen og for deltagelsen, hvilket nemt kan koste omkring 10.000 kroner.

Flere lokaler firmaer sponserer Cecilie og Calvin, nemlig SP Medical i Karise, CFT Tandhjulsfabrik og Kasernens Hesteklinik i Næstved. Det italienske firma Errreplus forsyner hende med blandt andet sadler og Aguirre forsyner hende med ridetøj. Cecile har desuden modtaget støtte fra Inner Weel og en anonym privatperson.

Man kan følge Eventingrider Cecilie Eriksen på facebook og læse om hendes træning og deltagelser i diverse stævner.

EM i Military for young riders – unge mellem 18 og 21 år, afholdes på netop Strzegom fra den  27. til den 30. august.

Kommentarer