Faxe Ladeplads

Charlotte Clante gir´ gode råd om billedkunst

charlotte_clante

Faxe Ladeplads: Charlotte Clante fra Faxe Ladeplads gir´ gode råd om billedkunst i kulturhuset på Hovedgaden

Onsdag den 4. februar fra klokken 11 – 15 giver den dygtige lokale billedkunstner og illustrator Charlotte Clante, gode råd og ideer om, at male med akvarel og stregtegninger med forskellige materialer.

Charlotte Clante har hele sit liv beskæftiget sig med tegning og maling. Efter uddannelsen på Tegne-og Kunstindustriskolen fik hun opgaver som bogillustrator. Foruden bøger har hun arbejdet med adskillige naturfoldere, plakater og infotavler.

Siden 1977 har Charlotte Clante boet i Faxe Ladeplads, hvor motiverne nærmest står i kø for at blive tegnet og malet.

Charlotte Clante har siden starten i 1992 været medlem af kunstnergruppen Skinfaxe. Desuden er hun som medlem af kunstnersammenslutningen Fiskerhusgruppen repræsenteret med et par akvareller i husets hyggelige madpakkerum.

Charlotte Clante har i øvrigt malet en hel væg, i et af udlejningsværelserne i ”Huset”, med et udsnit af stranden ved Faxe Ladeplads.

Begyndere og øvede, unge som ældre kan deltage, og man behøver ikke at være medlem af ”Huset”.

Det koster 50 kroner inklusive kaffe og the. Man skal selv medbringe lærred, papir, farve og pensler med mere.

Kommentarer