Claus Koch har 10 års jubilæum 1. juli
Faxe: Salgschef Claus Koch kan fejre 10 års jubilæum hos vinduesproducenten Outline Vinduer onsdag den 1. juli.
Onsdag den 1. juli 2015 kan salgschef Claus Koch fra Faxe fejre 10 års jubilæum hos vinduesproducenten Outline Vinduer i Farsø.
Da Claus Koch i 2005 blev ansat som salgschef i Outline Vinduer, var virksomheden netop blevet opkøbt af vindueskoncernen Inwido. Her blev det blandt Claus Kochs opgave at brande Outline udadtil og sørge for, at vinduesvirksomheden fik et større fodfæste i markedet.
Claus er uddannet butiksassistent og senere bestyrerassistent i supermarkedskæden Irma, hvor han var ansat i en ledende stilling i otte år. Herefter fortsatte han karrieren hos bryggeriet Tuborg (senere Carlsberg) som salgskonsulent med ansvar for salg af drikkevarer til hele Midt- og Sydsjælland samt Lolland-Falster. Claus blev hos Carlsberg i ca. 10 år, hvorefter han for en kortere periode var ansat som salgskonsulent hos Storke Vinduer. Der gik dog ikke lang tid, før han blev opfordret til at søge stillingen som salgschef i Outline Vinduer.
I dag sidder Claus med ansvaret for salg af vinduer og døre i hele Danmark, Grønland og Færøerne. Da Outline udelukkende sælger sine produkter gennem trælasthandler, består en stor del af hans arbejde i høj grad af at lave aftaler på kædeniveau samt at afholde seminarer for gæster og kunder hos Outline om vinduesproduktion, kvalitet, bæredygtighed og andre centrale forhold i vinduesbranchen generelt og hos Outline specifikt.
Når han ser tilbage på de 10 år, var det især udfordringen med at fusionere Outline ind i Inwido, som var en milepæl i hans karriere. Når man spørger Claus om, hvad det er, der får ham ud af sengen om morgenen, svarer han først:
– Det er en stor motivationsfaktor for mig, at jeg har været med til at vende kursen for firmaet, og at jeg i dag bidrager til at opretholde den gode udvikling. Outline er en succeshistorie, og det er meget opløftende at være en del af fortællingen.
Men han tilføjer også et andet, om end lige så vigtigt, personligt succeskriterie:
– Enhver salgschef ved, at høj trivsel blandt personalet og gode resultater for virksomheden kan være en svær balancegang, men det er altid mit mål at have medarbejdere, som trives og er stolte over at arbejde i Outline. Jeg er først helt glad og tilfreds, når mit personale også trives i deres arbejde.
Claus bor med sin kone Bettina i Faxe. Parret har netop fejret kobberbryllup, og sammen har de børnene Anna på 29 år, Leon på 22 år og Camille på 14 år. I sin fritid befinder Claus sig helst udenfor, hvor han nyder naturen og outdoor life. Det gælder både gåture ved sommerhuset, kanoture med familien, eller når han for eksempel prøver fysiske grænser af på en uges vandretur i Sveriges bjerge 100 km nord for polarcirklen.
Kommentarer