Club50 lagde ud med en rigtig vellykket 30+ fest
Haslev: Lørdag aften startede 34 gæster 30+ festen på det nye Club50/Hyggekrogen med en god omgang mad inden det gik løs på dansegulvet.
Club50 og Hyggekrogen fik en snigpremiere da man i lørdags afholdte den første 30+ fest med de nye ejere på stedet, som primus motor for festlighederne.
Efter at de første 34 spisende gæster havde brugt et par timer på at nyde den lækre menu i det nyindrettede Hyggekrogen, så blev klokken hurtigt 22 og den netop ombyggede Club50 slog dørene op for både de spisende gæster og de gæster, som valgte at tage turen direkte på dansegulvet til lyden af musikken fra 80’erne og 90’erne, som aftenens DJ stod for.
De lidt over 100 gæster var rigtig glade for arrangementet og selvom man havde konkurrence fra halfesten ude i Dalby, så betød det ikke at man ikke kunne fortsætte nattens løjer på Club50, hvilket en del gjorde efter en vellykket halfest i Dalby.
Efter lørdagens fest stod den ikke på afslapning for de nye ejere, som siden har knoklet for at få Hyggekrogen gjort helt færdig til den officielle åbning af stedet torsdag aften, hvor haslevvitterne skal introduceres for bl.a. spændende cocktails og andre lækkerier fra baren i Hyggekrogen.
Da Faxe.nu kørte forbi Jernbanegade’s nye IN-sted i Haslev onsdag aften kort før midnat var der stadig lys og heftig aktivitet i lokalerne og der blev knoklet godt og grundigt igennem for at gøre Hyggekrogen helt klar til torsdagens spændende premiere.
Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu
Kommentarer