Cykelløbet Danmark Rundt passerer Faxe og Stevns
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/03/postnord_danmark_rundt-620x316.jpg)
Faxe Kommune: 5. etape af Danmark Rundt passerer Faxe og Stevns på vejen fra Karrebæksminde til Frederiksberg.
Søndag den 31. juli køres 5. etape i det store cykelløb PostNord Danmark Rundt, fra Karrebæksminde til Frederiksberg. Etapen der er på 175 km starter ved P-pladsen langs Enø Kystvej i Karrebæksminde klokken 12:05 og feltet ventes til Frederiksberg omkring klokken 14.45.
Fra Karrebæksminde går ruten op gennem Næstved by, Fensmark og Holme Olstrup forbi Bon Bon land. Herfra ændrer ruten karakter igennem bakkerne i Storskoven og fører feltet forbi herregårdene Gisselfeld og Bregentved.
Efter Karise igen ind på små veje igennem Vallø Slot på brosten og Danmarks smukkeste Allé. Videre gennem Køge, inden feltet suser mod Frederiksberg ad Gl. Køge Landevej.
PostNord Danmark rundt starter i Herning onsdag den 27. juli og slutter igen i år med opløb på Frederiksberg Allé, der er Danmarks Champs Elyssés. Den afsluttende rundstrækning er på 6 km med Valby Bakke som største forhindring. Der sluttes af med 10 omgange på den 6 km lange rundstrækning, og der er som altid på Frederiksberg Allé lagt op til en flot og festlig finale på PostNord Danmark Rundt 2016.
Kommentarer