Haslev

Dårligt indeklima på skoler i Regionen

Folkeskoler i Kalundborg, Greve, Holbæk, Køge, Lejre, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Stevns, Lolland og Guldborgsund har fået reaktioner fra Arbejdstilsynet, fordi der er dårligt indeklima. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri, der opfordrer kommunerne til at give de lokale skoler et eftersyn og sikre, at der er god luft i alle klasselokaler.

Dårlig ventilation, der ikke overholder loven, høje temperaturer, utætheder og skimmelsvamp. Alt sammen eksempler på, hvad Arbejdstilsynet møder, når de besøger landets folkeskoler. I de første ti måneder af 2018 har Arbejdstilsynet været på 74 besøg på skoler i Region Sjælland, hvilket har resulteret i 28 reaktioner på dårligt indeklima, hvor skolerne er blevet pålagt at rette op på problemerne med det samme, eller undersøge det yderligere.

Der er tale om skoler i Greve, Holbæk, Køge, Stevns, Lejre, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse og Kalundborg. I Roskilde har Arbejdstilsynet været på to besøg og givet fire reaktioner, hvilket betyder, at der under nogle af besøgene har været mere end et forhold, der skulle bringes i orden, viser opgørelsen fra Dansk Byggeri.

– Når Arbejdstilsynet påpeger dårligt indeklima på mere end hvert tredje besøg i Region Sjælland, så kan det ikke undgå at påvirke elevernes indlæring og sundhed. Jeg synes, at det er mange besøg, der er endt med en reaktion, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen.

Han har derfor en klar opfordring til politikerne i alle kommunerne i Region Sjælland:

– Der er noget at rette op på fra Kalundborg til Lolland, så jeg kan kun opfordre politikerne til at tjekke indeklimaet på alle deres skoler og få lavet en renoveringsplan, hvor der følger penge med, så alle elever inden for en overskuelig fremtid kan sidde i et klasselokale med en ordentlig temperatur og luftkvalitet, siger Jesper Toftebjerg Andersen.

Dansk Byggeri og SF har foreslået, at Folketinget etablerer en lånepulje til kommunerne på 200 millioner kroner om året øremærket til at forbedre indeklimaet på skolerne. Kommunerne skal kunne låne penge i puljen, uden at de risikerer at støde ind i det kommunale anlægsloft. På den måde bliver de ikke tvunget til at vælge mellem fx at reparere huller i vejene eller installere tidssvarende ventilation på skolerne.

– Det er brandærgerligt, at der ikke er et flertal af politikere på Christiansborg, der vil hjælpe med at sikre bedre indeklima på vores skoler, siger Jesper Toftebjerg Andersen, Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster.

Kommentarer