Topplacering til Næstved Sygehus

Næstved Sygehus scorer topresultater inden for behandlingen af patienter med lungekræft og øjensygdomme samt for kæbekirurgi i bladet Dagens Medicins årlige kåring af landets bedste hospitaler.
Næstved Sygehus er inden for lungekræft placeret på en delt 2. plads i landet som helhed, mens sygehuset er landets 3. bedste inden for både øjenkirurgi og tand-, mund- og kæbekirurgi.
Næstved Sygehus vinder i Dagens Medicin bronze inden for tand-, mund- og kæbekirurgi på grund af en meget høj patienttilfredshed, mens Øjenafdelingen er blandt de bedste i landet til behandlingskvalitet.
– Vi har højtkvalificerede speciallæger, og vi uddanner speciallæger i øjenkirurgi, så vi skal have et højt fagligt niveau, siger ledende overlæge Ditte Erngaard, Øjenafdelingen i Næstved.
I Dagens Medicins konkurrence får sygehusene point efter behandlingskvaliteten – på baggrund af resultater i de nationale databaser – patienttilfredsheden og en afstemning blandt cirka 3000 sundhedsfaglige læsere.
Kommentarer