Rønnede

Dagli’Brugsen i Kongsted skal lukke

Kongsted: Coop Danmark’s ledelse har besluttet at lukke Dagli’Brugsen på Møllevej 21 i Kongsted

Alle medarbejderne er allerede blevet sagt op. Der er ikke fastsat en endelig lukningsdato, da medarbejderne står frit for at starte i andre jobs. Så Dagli’Brugsen i Kongsted lukker når der ikke længere er nok personale til at holde åbent.

Lukningen går ikke kun ud over de mange ældre borgere i Kongsted, der nu får meget langt til den nærmeste butik. Der er også fire voksne og fire ungarbejdere ansat i butikken.

Personalet har fået stor ros fra Coop’s ledelse for en kæmpe arbejdsindsats, men der er ikke omsætning og indtjening nok i den ellers så veldrevne butik, til at tingene kan hænge sammen økonomisk.

De fire voksne og fire ungarbejdere har haft det som en stor familie og har udvist stor fleksibilitet med hensyn til arbejdstider og meget andet, fordi det at arbejde i den lille Dagli’Brugsen, der er den eneste dagligvarebutik i området, snarere er en livsstil end et almindeligt arbejde. Alle kender hinanden og alle hjælper hinanden, ikke kun medarbejderne men også kunderne.

Uddeler Lene Kristensen blev ansat i Dagli’Brugsen i Kongsted for 31½ år siden og blev uddeler for to år siden. Hun bor i lejligheden ovenpå forretningen sammen med hendes to børn.

– Det er skrækkeligt, i løbet af to til tre måneder er det slut. Det er rigtigt trist for os alle, især for alle vores ældre kunder. Vi har jo haft en vigtig social rolle for mange af dem. Mange af dem kommer jo og spørger mig, hvad de nu skal gøre. Det er hårdt, siger uddeler Lene Kristensen til Faxe.nu

Coop Danmark har lovet at forsøge at omplacere de ansatte.

Kommentarer