Haslev

Dagplejen i Faxe bliver DGI certificeret

Se billedserie

Faxe Kommune og DGI Storstrømmen samarbejder om at certificere dagplejen, så leg og bevægelse er i fokus i det daglige. 50 dagplejere får både teoretisk og praktisk uddannelse.

Sæbeboblerne flyver om ørerne på de fire dagplejebørn hos Lisbeth Rasmussen.

De hopper og springer rundt for at klaske hænderne sammen om boblerne.

– Mere. Mere, lyder det fra Noan, og Lisbeth sender en ny omgang bobler af sted.
For Noan, Jessica, Mattheus og Niclas er det bare en leg, og det er det jo også.

Men for dagplejer Lisbeth Rasmussen er der en faglig bagtanke. Her har hun fundet en leg, en aktivitet, som børnene elsker og selv efterspørger. Det er nøglen, fortæller hun. Det er meget nemmere at motivere børnene til leg og bevægelse, hvis de selv synes, det er sjovt.

Børnene bevæger sig, hopper, kravler, finder balancen med armene højt over hovedet for at fange sæbeboblerne. Mens de gør det, er de samtidig i fuld gang med at få den gavnlige langtidseffekt på sproglig og motorisk udvikling, som leg og bevægelse giver.

50 dagplejere i Faxe kommune bliver DGI. Certificerede.

Lige nu er Lisbeth Rasmussen en af 50 dagplejere i Faxe Kommune, som er ved at blive DGI-certificerede i samarbejde med DGI Storstrømmen, så hele dagplejen i Faxe Kommune vil DGI Dagpleje i oktober 2018.

Forløbet byder på både teori og praksis, hvor DGI-repræsentanter besøger legestuegrupperne og giver bud på gode lege og aktiviteter.
Alt sammen for at styrke dagplejernes faglige viden om børnenes motoriske udvikling. Og for hele tiden at holde dem fast på at tænke bevægelse ind i den daglige pædagogiske planlægning.

Områdeleder inden for dagplejen, Laila Hertel Gunthel fortæller:

– Vi har særligt fokus på legens betydning for barnets sansemotoriske udvikling. Barnet opdager sin verden gennem kroppen, og leg og bevægelse er en af forudsætningerne for at udvikle sproget, kropsbevidstheden, koncentrationen og i det hele taget lysten til læring, siger Laila Hertel Gunthel.

Den røde tråd i Kommunen.
Hun tilføjer at mange vuggestuer og daginstitutioner i kommunen også er DGI-certificerede. Det giver en rød tråd fra børnene er helt små og til de skal i skole.

Borgmester Ole Vive, er begejstret over, at et godt samarbejde med DGI Storstrømmen er med til at højne den faglige kvalitet i kommunens tilbud til de yngste.

– Når jeg hører om den gavnlige og forebyggende virkning leg og bevægelse har på børns udvikling, virker DGI-certificeringen helt oplagt. Ikke mindst fordi den tidligere, forebyggende indsats forhåbentlig vil modvirke en lidt trist statistik – nemlig stigende overvægt hos børn i Faxe kommune, siger Ole Vive.

Faxe Kommune har gennem den kommunale kompetencefond fået bevilget 170.000 kroner til projektet.

 

 

Kommentarer