Haslev

Dagrenovationen bliver billigere

Faxe Kommune: Faxe Forsyning skærer toppen af prisen på indsamling af dagrenovation, glas, papir og batterier

Til gengæld sættes prisen op på AffaldPlus’ genbrugspladser.

Om få dage modtager husstandene i Faxe Kommune opkrævningerne på vand, spildevand og affald via e-boks, BetalingsService eller gennem brevsprækken. Og der er gode nyheder med den årlige hilsen fra forsyningen.

I 2012 overtog Faxe Forsyning opgaven med at indsamle dagrenovation, glas, papir og batterier fra kommunen, og nu bebuder selskabet, at der er lavere pris på vej med virkning fra 2013.

Samtidig bliver det dog dyrere for borgerne at komme på genbrugspladserne efter AffaldPlus overtog pladserne i 2012.

Hos formanden for Faxe Forsyning, René Tuekær, er der stor tilfredshed med, at selskabet har haft mulighed for at sætte prisen for dagrenovation, papir og glas ned med 222,50 kroner for en typisk husstand.

– De positive tal skyldes, at vi har fået koordineret administrationen af affaldsordningen med kundekontakten inden for vand og spildevand. Det har allerede givet stordriftsfordele, som kunderne nu kommer til at mærke, siger René Tuekær.

Prisnedsættelsen dækker over, at tømningen af en 240 liters beholder er faldet med 100 kroner fra 1.250 til 1.150 kroner, og at genbrugsordningen – indsamling af glas, papir og batterier – er sat ned med 122,50 kroner fra 307,50 kroner til 185 kroner.

René Tuekær understreger, at Faxe Forsyning intet har med driften af genbrugsstationerne at gøre – ud over at selskabet af praktiske grunde står for opkrævningen hos kunderne på vegne af AffaldPlus:

– Vi har valgt at sætte takten op for at bruge genbrugspladserne fra 875 kroner til 1.298,75 – stigningen skyldes, at pladserne nu drives af AffaldPlus, forklarer René Tuekær og fortæller, at AffaldPlus skal have 1.047,50 kroner fra hver husstand for at drive genbrugs-pladserne, resten går til affaldsplanlægning og administration.

Fra forsyningsområdet nævner han desuden, at der kommer en lille stigning i spildevands-afgiften – fra 29,75 kroner til 35,60 kroner pr. kubikmeter.

Læs også: Spildevandsafgiften stiger i pris

Kommentarer