Dalby 1. dame hold spiller om oprykning i aften
Dalby: Dalby Håndbold 1. dame hold skal spille returkamp mod DHG (Odense) i aften i Dalby Hallen
Dalby Håndbold 1. dame hold er for første gang i klubbens historie i gang med at spille oprykningskampe om at spille i 3. division i næste sæson. De skal spille bedst ud af to kampe mod DHG (Odense).
Den første kamp blev spillet 2. påskedag, mandag den 1. april. Her tabte damerne fra Dalby med 9 mål.
Holdet og supporterne tog af sted fra Dalby-hallen klokken 13.30 i bus mod Odense. De første 20 minutter gik rigtig godt – holdene fulgtes ad – men så skete der noget og DHG trak fra og fik en føring til pausen på 17-10.
Så pausen skulle bruges på at få rettet spillet ind og finde hinanden i forsvaret.
Starten af anden halvleg gik godt og der blev hentet ind, så Dalby på et tidspunkt kun var bagud med 4 mål, men de formåede ikke at holde fast. De kom til mange chancer, men mange af dem blev misbrugt med skud forbi målet eller på stolperne. Og så vinder man ikke en håndboldkamp.
Så i dag skal de være klar, de skal være skarpe på afslutningerne og så skal de hænge sammen i forsvaret, så DHG ikke får så mange mål. Holdet skal vinde med 10 mål for at rykke op i 3. division.
Returkampen bliver spillet i aften torsdag den 4. april klokken 19.30 i Dalby Hallen.
Der er gratis adgang.
Kommentarer