Dalby Ældrecenter på dejlig forårsudflugt tirsdag
Dalby: Støtteforeningen for Dalby Ældrecenter afviklede tirsdag eftermiddag årets forårsudflugt
Tirsdag den 13. maj om eftermiddagen afviklede Støtteforeningen for Dalby Ældrecenter årets forårsudflugt.
Glade og forventningsfulde drog de næsten 50 beboere, støttemedlemmer og personaler af sted med den store liftbus. Første mål var Roskilde og Sct. Jørgensbjerg , hvorefter turen gik gennem Boserup til Kattinge Vig . Derfra gennem Svogerslev og Gevninge for at køre ind i Hornsherred, et pragtfuldt udflugtsmål med mange små hyggelige byer.
-Hele tiden havde vi Roskilde Fjord og Roskilde Domkirke “med os”. Vi kom forbi Krabbesholm og Selsø godser, inden vi havnede på en blind vej, hvor bussen pludselig ikke kunne kommer videre. For enden af vejen stod nogle og fiskede. De gjorde store øjne, da de så den store bus, og der blev sikkert sagt mange vitser om os, fortæller Bendt Hansen, der er formand for støtteforeningen. Og han fortsætter:
– Der var ikke plads til at vende, så takket være en god chauffør – som altså først havde overset skiltet med blind vej – lykkedes det at komme på rette spor efter at have kørt mange hundrede meter i bakgear!!, Flot klaret og derfor stor applaus fra passagererne, som altså havde fået en helt unik oplevelse.
Der blev også tid til en tiltrængt strække-ben-pause og til en juice og småkager inden hjemturen.
Efter en skøn udflugt med smuk natur, fint vejr og godt humør, kom deltagerne atter hjem hjem til ældrecentret, hvor frivillige ventede med fint pyntede borde og en stor dejlig bøf med løg og derefter kaffe og hjemmebagte småkager.
Kommentarer